Fortsæt til indhold
Kultur

Svindeldømt bank er sponsor for dansk kunstmuseum

Museumsdirektøren på Louisiana vil se tiden an, fordi banken har anket dommen.

En fransk domstol gav onsdag den schweiziske storbank UBS et økonomisk rap over nallerne i milliardklassen. Den store bøde faldt, da UBS blev dømt for at have hjulpet franske kunder med at opnå skattely.

Herhjemme er UBS sponsor for udstillingsprogrammet hos Louisiana Museum of Modern Art. Her fortæller direktør Poul Erik Tøjner, at han vil se tiden an. UBS har nemlig anket dommen og nægter sig skyldig i anklagerne.

»Det er ikke muligt for mig at forholde mig til selve sagen – jeg er hverken ekspert i fransk jura eller schweizisk bankvæsen – jeg konstaterer, at der er tale om en sag, der har været 7 år undervejs og angår forhold fra for 14 år siden og nogle år fremad, at banken er blevet dømt, men har afvist anklagerne og vil anke sagen,« fortæller Poul Erik Tøjner i en skriftlig kommentar.

Reuters rapporterer, at bøden lyder på svimlende 4,5 milliarder euro. Det svarer til 33,5 mia. kr. og er ifølge nyhedsbureauet den største af sin slags i fransk historie.

På grund af anken er det ifølge museumsdirektør Poul Erik Tøjner for tidligt at konkludere, om Louisiana kan fortsætte samarbejdet med en sponsor, der måtte have sådanne aktiviteter på samvittigheden.

Bestyrelsen vil diskutere sagen i marts og igen i august, hvor museet alligevel har et møde med UBS. Den nuværende sponsoraftale med UBS gælder kun i 2019, oplyser Poul Erik Tøjner.

Af museets hjemmeside fremgår det, at Louisiana ganske enkelt ikke ville kunne eksistere »uden sponsorernes dedikation og generøsitet«. Men skulle det i sidste ende blive aktuelt at stoppe samarbejdet med UBS, vil det næppe få omsiggribende økonomiske konsekvenser for Louisiana, forlyder det.

»Hele samarbejdet med UBS er startet som et samarbejde omkring nogle anmelderroste udstillinger – f.eks. Lucian Freud, som er lavet på basis af UBS’ store kunstsamling. Hvad sponsoratet angår, hører banken til blandt museets mindste sponsorer, så det skulle vi nok kunne løse, i givet fald,« skriver Poul Erik Tøjner.

De franske myndigheder mener, at UBS’ ledelse har fået ansatte til at opsøge velhavende klienter, herunder direktører og sportsstjerner, og har inviteret dem til arrangementer såsom golfturneringer og jagtture. Her skal UBS-medarbejdere angiveligt have opildnet klienterne til at flytte deres formuer til Schweiz - i ly for franske myndigheder.

UBS hævder i en udtalelse, at dommen ikke er understøttet af håndfaste beviser men bl.a. baseret på påstande fra tidligere ansatte, der end ikke er blevet hørt under retssagen. Dertil stiller banken sig kritisk over for måden, bøden er udregnet på.