Dansker vandt verdens største tegneseriefestival: »Jeg elskede ham, selv da han ikke var der«
Halfdan Pisket har vundet prisen for bedste serie ved Festival International de la Bande Dessinée. Hver side er forfatterens møde med sin fars fortid, der smelter sammen med sin egen med kærlighed, stoffer, kriminalitet og hemmelighedskræmmeri som fremmedarbejder.
Bussen bumler afsted på den franske motorvej med Halfdan Pisket trykket ned i sædet gennemsyret af overraskelse og ærefrygt. Destinationen er lufthavnen, luft under vingerne mod Danmark. Nærmere præcist sin fars åbne arme.
Fordi det var her det hele startede. Kærligheden fra sin far har fulgt den anerkendte og prisvindende tegneserieforfatter Halfdan Pisket som en skygge fra den første spæde stavren ind i en tumult verden.
Den største succes er, at det har ændret hans (min fars red.) selvopfattelse. Nu er han stolt af, hvem han er.
Lørdag vandt han den største pris til dato for bedste serie ved en af verdens største tegneseriefestivaler, Festival International de la Bande Dessinée, i den franske by franske Angoulême.
”Dansker-trilogien” tog anmelderne med storm i en af verdens største tegneseriefestivaler, hvor tegnerens egne idoler tidligere har stået på podiet i tegneseriebranchens svar på filmfestivalen i Cannes.
»Det er en ekstrem overraskelse at vinde ved en festival, som sætter standarderne for det jeg laver og anser tegneserier på niveau med den bedste litteratur. Det er som en boksekamp mod Tyson, hvor jeg vinder. Det er helt uvirkeligt og vil komme til at betyde ændringer i mit liv,« siger Halfdan Pisket.
Hans far og mor var så rørte med stolthedens gråd væltende ud af sig, at de knap kunne få ord frem i telefonen, da deres søn gav dem beskeden. De måtte fremstamme, at de ville ringe tilbage. Det gjorde de 40 min. senere, fortæller Halfdan Pisket.
Jeg har altid haft svært ved at læse, men tegneserier er unikke ved måden, at billede og tekst kan give selv den svage læser mulighed for at opleve den gode, stærke historie og dybde, som bøger har. Man bruger både sin hjerne og sine øjne.

Trilogien indeholder værkerne ”Desertør”, ”Kakerlak” og ”Dansker” og beskriver Halfdan Piskets fars liv som en fremmedarbejder, der er flygtet fra en glemt konflikt i jagten på et nyt liv og hjem. Han forelsker sig i en dansk kvinde og lever et liv med kriminalitet, tremmer og hemmeligheder for det danske system. Gennem alt var der dog ingen tvivl om hans kærlighed og støtte til sin søn.
»Jeg elskede ham, selv da han ikke var der,« siger Halfdan Pisket.
Han fortæller, hvordan fravær i fængsel og frygten for den overhængende trussel om at blive sendt væk, aldrig har fået ham til at tvivle på sin far. Han følte aldrig hverken vrede eller skuffelse. Tværtimod.
Historien begyndte at komme til live, da Halfdan Piskets far fik konstateret begyndende demens for omkring 11 år siden. Her greb sønnen chancen for at lære sin far at kende, inden hans mindearkiv langsomt ville smuldre væk.
»Jeg ville gerne lære ham bedre at kende, inden at det var for sent. Ved at lytte fandt jeg ud af, at han havde en exceptionel historie, der kunne fortælle om det danske og europæiske samfund. Om at være fremmed og anderledes,« udtaler Halfdan Pisket.
Det er netop det, som tegneserieverden tilbyder. En dybde i billeder, hvor alle kan være med.
»Jeg har altid haft svært ved at læse, men tegneserier er unikke ved måden, at billede og tekst kan give selv den svage læser mulighed for at opleve den gode, stærke historie og dybde, som bøger har. Man bruger både sin hjerne og sine øjne. Derfor er det helt vildt at blive anerkendt af fagfolk, der ikke ser forskel på litteratur og tegneserier,« siger Halfdan Pisket.
Han mødte sin far flere gange om ugen gennem flere år. Side for side begyndte historien at formes, streg for streg.
»Han gik fra at være en far, der ikke har været den nemmeste, men jeg altid har elsket, til at blive min bedste ven,« fortæller Halfdan Pisket om arbejdet med trilogien og timerne med ørene klinet til sin fars fortællinger.
Det er historien om ikke kun sin far, men den udviste indvandrer, om taxachaufføren, grønthandleren og hashsælgeren, der kæmper for en plads i et fremmed samfund og møder både vold, sagsbehandlere, venskaber og kærlighed.
Trilogien følger i farens fodspor fra hans opvækst i en lille landsby i grænselandet mellem Tyrkiet og Armenien i det første bind og dernæst fortsætter rejsen til Danmark og et liv som fremmedarbejder i andet bind. Slutteligt tegner sønnen sine læsere gennem farens tilværelse som kriminel og beskriver, hvordan det er at være dansker og blive gammel.
Timerne er ved at rinde ud med sygdom i kroppen efter et liv på kanten med normen. Et liv, som Halfdan Pisket også mener har givet ham modet til selv at vælge en anderledes rute.
Nu ruller han afsted på de franske hjul mod lufthavnen i Angoulême på vej mod den person, som han mest af alt brænder efter at dele sin eufori og succes med.
»Den største succes er, at det har ændret hans (min fars red.) selvopfattelse. Nu er han stolt af, hvem han er,« siger Halfdan Pisket.


