Erfaren filmproducent vil lave opfølger til ”Hvidstengruppen”
Efter planen skal opfølgeren laves i 2020 og instrueres af Anne Grethe Bjarup Riis.
Historien om Hvidstengruppen kan trække danskerne i biografen. Det stod klart i 2012, hvor over 750.000 billetter blev solgt til filmen om Anden Verdenskrig.
Nu vil Regner Grasten forsøge at følge op på succesen med en opfølger, fortæller han i et interview med Ekko.
Filmen kommer til at hedde ”Hvidstengruppen: De efterladte” og skal handle om døtrene Tulle og Gerda og deres kamp for overlevelse. Kvinderne blev ikke henrettet, men kom i fængsel i Tyskland.
»Filmen følger deres kamp for at overleve, for i krigens sidste år giver Hitler ordrer til, at samtlige udenlandske fanger skal henrettes. Tulle kom efter krigens slutning hjem med De Hvide Busser. Det var også farefuldt, fordi busserne blev beskudt af de allieredes styrker, som troede, at det var tyskerne. Det er et kæmpe drama, og det har du aldrig set en film om, selv om der er lavet masser af film om besættelsen,« siger Regner Grasten til Ekko.
”Hvidstensgruppen” handlede om modstandsgruppen af samme navn fra Randers-egnen. Gruppen kæmpede mod den tyske besættelse og opnåede stor berømmelse, fordi otte af medlemmerne blev henrettet, hvilket forårsagede en yderligere og forstærket reaktion mod besættelsesmagten.
I filmen kunne man i hovedrollerne se Jens Jørn Spottag og Bodil Jørgensen som værtsparret Marius Fiil og Gudrun Fiil på Hvidsten Kro i Spentrup.
Efter planen skal opfølgeren laves i 2020 og instrueres af Anne Grethe Bjarup Riis, der debuterede som instruktør med den første film. Hun arbejder i 2019 på Karen Blixen-filmen ”Tanne”.
Foruden filmen om Hvidstengruppen lufter Regner Grasten i interviewet planerne om en ny film i Krumme-serien samt filmatiseringen af Hanne Vibeke Holst-bogen ”Knud, den store” om forfatterens far.
Regner Grasten var senest aktuel i forbindelse med ungdomsfilmen ”Team Albert”, der skulle få Youtube-generationen i biografen. Den formåede at sælge lige over 62.000 billetter.