Dansk postkort fra Titanic-passager blev solgt til udlandet
Postkortet nåede ikke vurderingen, som lød på mellem 30.000 og 50.000 kr.
Et temmelig opsigtsvækkende postkort kom tirsdag under hammeren hos Bruun Rasmussens Kunstauktioner. Men da budrunden mellem de fire interesserede var slut, endte resultatet nogle tusinde kroner under vurderingen.
Der var tale om et originalt, håndskrevet postkort dateret den 19. april 1912. Kortet var skrevet og sendt af maskininspektør Jacob Christian Milling, som var en af de 13 danske passagerer, der stævnede ud med skibet, man ikke troede kunne synke.
Det er tilmed det eneste brev, dokument eller optegnelse fra Titanics danske passagerer, man kender til.
Postkortet havde Bruun Rasmussen Kunstauktioner vurderet til mellem 30.000 og 50.000 kr. Hammerslaget endte imidlertid på 26.000 kr.
Det var en meget svær ting at vurdere, i det der ikke findes andre sammenlignelige objekter, fortæller Bruun Rasmussens afdelingsleder for frimærke-afdelingen, Christian Grundtvig.
Sager, der knytter sig til Titanic, har før været særdeles indbringende på auktion. I fjor blev et brev på engelsk, som var skrevet om bord på skibet, solgt for 1 mio. kr. på auktion. I dette tilfælde mente køberen, der ikke er dansker, at værdien af det danske postkort faldt lidt, fordi det ikke blev skrevet eller sendt direkte fra skibet, forklarer Christian Grundtvig.
»Jeg havde en forventning om, at når nu det var skrevet på dansk og af en af de få danskere, der var med, ville det gøre det så meget sjældnere. Men det viser sig at det internationale marked ikke tænker sådan. Det havde måske i virkeligheden været mere værd, hvis det var skrevet på engelsk,« siger Christian Grundtvig.
Køberen er en udenlandsk professionel handlende, der bød på vegne af en kunde. Så vidt, Christian Grundtvig er orienteret, skal postkortet foreløbig til England.
Jacob Christian Milling skrev postkortet til sin hustru Augusta i Odense om formiddagen inden skibets afgang, mens han sad på hotelværelse på South Western Hotel i Southampton.
»Kære Augusta! Dettte er det sidste du hører fra mig fra denne Side. Jeg sender maaske en Trådløs, der som det ikke er for dyrt. Jeg bor på Banens Hotel, det er ikke billigt men bekvemt. Fra mit Vindue kan jeg se Skibet over i Dokken. Hvordan har de Gamle det? Hils dem og Børnene mange gange. Mange Hilsener til Eder alle. Fra Jacob,« stod der på postkortet.
Han sendte få dage senere det telegram, han omtaler som en ”trådløs” i postkortet, fra skibet. Her lød meldingen, at alt var godt: ”Har det godt, stille vejr, skibet udmærket, morer mig, godt rejseselskab, dejlig rejse”.
Jacob Christian Milling gik sammen med 11 af de 13 danske passagerer ned med skibet. I alt 1.490 personer mistede livet under Titanics skæbnesvangre jomfrurejse.