Maleri lavet af et computer-program er solgt for knap tre mio. kr.
Auktionshuset Christie's ansatte er temmelig overraskede over prissætningen på portrættet.
Maleriet, kaldet "Portræt af Edmond Bellamy", var oprindeligt værdisat til mellem 45.000 kr. og 65.000 kr. Men da hammeren faldt, blev øjenbrynene løftet en smule, da det afgørende bud lød på ikke mindre end 432.000 dollar - 2,8 millioner kr., skriver BBC.
Det er et kunstnerkollektiv i Paris, der står bag det indbringende salg. Portrættet er frembragt ved at anvende en algoritme og et datasæt bestående af 15.000 portrætter malet i perioden mellem det 14. og 20. århundrede.
Under fremstillingen af portrættet sammenlignede algoritmen sit eget arbejde med de lagrede data, til programmmet ikke længere kunne skelne mellem de forskellige portrætter.
Det franske kunstnerkollektivs portræt er det første frembragt med kunstig intelligens, der er blevet solgt af et af de førende auktionshuse. Og den omstændighed har da også medvirket til at give salget en del medieopmærksomhed, der igen kan have haft en gunstig effekt på den opnåede pris.
»Kunstig intelligens er kun en af de teknologier, der vil få indflydelse på kunstverdenen fremover - uden at vi dermed kan sige noget konkret om, i hvilket retning det vil gå,« siger Richard Lloyd fra Christie's, der stod fra salget.