Fortsæt til indhold
Kultur

Jumbobogen fylder 50 år

465 af Jumbobøger er det blevet til. Nummer 466 kommer som jubilæumsudgave den 11. juni.

Året 1968 er måske bedst kendt for ungdoms- og studenteroprør. Men den 1. juni det år kom dog også en rappende nyhed fra Andeby-universet.

Det var dagen, hvor den første jumbobog "Onkel Joakims trillioner" udkom. Dermed kan Jumbobøgerne i dag fejre 50 års jubilæum.

Jumbobøgerne er bevis på, at børn stadig gerne afser tid til de trykte medier, hvis bare indholdet er godt nok.
Charlotte Vincent Raun, marketing manager Egmont Publishing

Jubilæet for Andebys ænder, mus og anden befolkning bliver markeret udgivelsen af Jumbobog nummer 466, som rammer gaden den 11. juni. Det er Egmont Publishing, der står for udgivelsen af Jumbobøgerne.

»Ingen anden bogserie i verden kan prale af at rumme 466 udgivelser, så det er et enestående stykke kulturhistorie, vi har med at gøre. Bøgerne går i arv, og der findes eksemplarer, der i dag bliver læst af de oprindelige læseres børnebørn,« udtaler marketingmanager i Egmont Publishing Charlotte Vincent Raun i en pressemeddelelse.

Idéen til Jumbobøger opstod oprindeligt i Italien hos Mondadori, som udgav en lommeserie i 1957, og også stod for at trykke Jumbobøgerne, da de 11 år senere gjorde deres entré.

Dengang, og faktisk helt frem til 1988, var hver anden side i henholdsvis farve og sort/hvid. Det skydtes, at Mondadori brugte en gammeldags trykpresse, som kun kunne trykke farver på den ene side af papiret.

Men selv om der er sket store teknologiske fremskridt siden dengang, og mange børn i dag har både tablets og mobiltelefoner, frygter Charlotte Vincent Raun ikke, at Jumbobøgerne i fysisk form forsvinder.

»I en tid, hvor iPad’en og spil på mobilen så ivrigt tilkæmper sig børnenes opmærksomhed, er Jumbobøgerne bevis på, at børn stadig gerne afser tid til de trykte medier, hvis bare indholdet er godt nok.«

Jubilæumsudgaven bærer tydelige danske præg. Tegneren Flemming Andersen har både tegnet forsiden og historien "Gerningssted: Andeby", som Gorm Transgaard har skrevet historien til.

Artiklens emner
Egmont