Fortsæt til indhold
Kultur

Morten Jensen fra "Morten og Peter" er død

Morten Jensen blev 41 år.

Morten Jensen blev kendt i hele Danmark i 1991, da den blot 14-årige sammen med vennen Peter Palland medvirkede i TV2-programmet "Er jeg da helt gak mor?"

Siden fulgte flere andre programmer med makkeren og barndomsvennen Peter Palland, der blev fulgt af journalisten Nick Horup.

Nu er Morten Jensen død. Blot 41 år gammel.

»Selvom solen står højt på himlen, er i dag alligevel en sorgens dag. Vores allesammens Morten Jensen er nemlig taget videre til den anden side, efter længere tids op- og nedture med sygdom,« lyder det på Klub Svanens Facebook-side.

https://www.facebook.com/klubsvanen.ringsted/posts/803042196558433

Morten Jensen boede på botilbuddet i Ringsted, da han døde.

»Morten vil af Klub Svanen blive husket som en drillepind, der altid spredte godt humør omkring sig - og vi kommer alle sammen til at savne Morten og hans utrolig varme væsen,« lyder det endvidere.

Morten Jensen, der ligesom Peter Palland havde downs syndrom, arbejdede bl.a. som dj på værestedet Regnbuens interne radiokanal og havde en glødende interesse for musik. Også Socialdemokratiet havde Morten Jensens store sympati.

Jensen og Palludan har i deres programmer besøgt en lang række kendte danskere. Blandt dem daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt, som på Morten Jensens foranledning fik et visit af makkerparret i 2013.

»Jeg fik lov til at interviewe Helle Thorning-Schmidt, endelig!,« jublede Morten Jensen efterfølgende.