Vi siger, at »alder bare er et tal«, og at »50’erne er de nye 30’ere«, og »60’erne er det nye sort«. Men vi ved godt, at det er løgn
Det hele begyndte, da jeg opdagede, at jeg havde svært ved at stå på ét ben, altså de skræmmende tanker om forgængeligheden og kroppens forfald. Med andre ord: alderdommen. På den anden side, hvad er alternativet? »Åh, tænk at være gammel igen,« som det unge lig sagde.
En mand, der netop er fyldt 60 år, ligger i dobbeltsengen sammen med sin lidt yngre kone. Hun er klædt i en lækker, guldfarvet natkjole i silke. Hun vil have sex. Det vil han også, men han kan ikke.
»Hvad er der galt? Der er ikke noget pinligt ved at have en depression,« siger hun medfølende.
»Det er ikke en depression. Det er sorg. Eksistentiel sorg.«