Fortsæt til indhold
Kultur

DR i mail om julekalender: »Vi er desværre blevet ramt af en redaktionel frygt«

Der er kommet nye mails frem i sagen om P1's radiojulekalender, hvor Johanne Schmidt-Nielsen og Georg Metz skulle have medvirket.

»Vi er desværre blevet ramt af en redaktionel frygt for at ende i et DR-stormvejr over ”Røde Lejesvende", som det skete med "Historien om Danmark".«

Sådan lyder en mail til Johanne Schmidt-Nielsen, som TV 2 er kommet i besiddelse af.

Mailen er skrevet i forbindelse med en radiojulekalender, der skulle have været sendt på P1 Morgen. Den blev dog droppet dagen før premieren.

Årsagen var, at kalenderen "Jul i republikken" ud fra en samlet vurdering ikke lever op til DR's standarder, forklarede DR's kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen efterfølgende til P1.

Den beslutning er Lotte Svendsen, der står bag serien, utilfreds med. Hun føler sig udsat for censur og tror, at DR's beslutning i virkeligheden handler om, at DR's ledelse er uenig i castingen af de medvirkende.

Ifølge TV 2 modtog hun fem dage før premieren en mail, hvor der stod:

»Vi skal tage Johanne Schmidt-Nielsen helt ud. Hun må ikke være der...«

Indtil nu har Tine Smedegaard Andersen dog nægtet, at der er en sammenhæng mellem de medvirkende og beslutningen om ikke at bringe radioserien.