Kultur

Husker du denne hæsblæsende Nintendo-klassiker? Nu afholdes der DM i gokartspillet Mario Kart 64

Men hvorfor afholde DM i et spil fra 1996? Jyllands-Posten har set nærmere på den kraftigt pixelerede sag.

Få spil til den aldrende spillekonsol Nintendo 64 har resulteret i ligeså mange svedige håndflader som gokartspillet "Mario Kart 64" fra 1996.

Som 11-årig ræsede jeg direkte ned i legetøjsbutikken GK i Svendborg med vennerne efter skole. For derefter at ræse videre. I en spilverden.

Vores forældre anede ikke, hvor vi var henne (uha - sikke en rebel). Og havde vi dengang i slut-1990'erne haft smartphones, kunne vi passende have skrevet til vores skabere, at vi var i et andet land. Et bedre land. Kaldet Mushroom Land. Hvor Mario, Luigi, Donkey Kong, Peach og den gigantiske øgleskabning Bowser søger at undvige bl.a. bananskræller i jagten på at komme først over målstregen i, til formålet, latterligt små gokarts.

Nintendo 64 er efterfølgeren til Super Nintendo og blev udgivet i Danmark i 1997.
Da mørket lagde sig over provinsbyen, blev vi smidt ud af forretningen og måtte tilpasse vores lykkeligt udvidede pupiller til en verden uden psykedeliske farver. Dernæst fulgte en spøgende fornemmelse af, at kniv og gaffel, disse særegne spiseredskaber, ligesom lå forkert i hænderne under aftensmaden, fordi vi forinden havde klamret os til Nintendos velkonstruerede joysticks i timevis.

Det ville være for nemt at sige, at jeg i dag er blevet ældre, og at jeg som følge heraf går op i vigtigere ting end Mario Kart...

For sandheden er, at der stadig er dage, hvor jeg dybt inde i min sjæl, og uden at kunne undskylde trangen med nostalgiens tankefiflerier, kan identificere en klokkeklar lyst til at spille lige præcis dét spil.

DM i Mario Kart 64

Der er 64 kørere med til DM i Mario Kart til Nintendo 64, der afholdes søndag den 10. december på No Stress Bar i København.

Første del af turneringen er én lang knockout runde, hvor der køres fire mod fire.

Vinderen får en pokal og et gavekort til No Stress Bar.

Mario Kart er udkommet til flere af Nintendos efterfølgende spillekonsoller, og i versioner med mindre grynet grafik, men alligevel indtager "Mario Kart 64" en stærk plads i hjertet hos mange spilfans.

Michael Korsgaard Nielsen og hans bror føler også den Mario Kart-iver, som jeg taler om. Derfor har de valgt at arrangere et (uofficielt) Danmarksmesterskab i spillet, der udspiller sig i dag den 10. december på No Stress Bar i København.

Jyllands-Posten har spurgt Korsgaard om, hvad denne Mario Kart-revival egentlig går ud på...

Michael Korsgaard Nielsen, medarrangør og initiativtager til DM i Mario Kart til Nintendo 64. Hans favoritkarakter i spillet er Yoshi.
Hvorfor afholder I uofficielt DM i et støvet Nintendo-spil fra 1996?

»Først og sidst er det vel et spørgsmål om nostalgi. Min bror og jeg fik vores først Nintendo som helt små, og selvom vi siden hen har spillet på andre konsoller, så har det altid været Nintendoen, vi har mødtes om. Mario Kart er først og fremmest et godt spil, og så er det bare nostalgisk at sætte sig ned og spille det - og så gør det ikke så meget, at det har nogle år på bagen efterhånden.«

 Hvordan kom idéen om at afholde DM i Mario Kart i stand ?

»Min bror og jeg boede kort sammen for tre år siden, og da spillede vi tit et slag Mario Kart mod hinanden. Jeg tabte ofte og ofte meget stort, og så kom vi til at tale om, om Peter måske var den bedste Mario Kart-kører i Danmark. Og så besluttede vi os for at finde ud af det.«

Hvordan har reaktionerne været på Facebook-begivenheden, som I har dedikeret til formålet?

»De har været rigtig gode. Folk er meget entusiastiske, og vi har fået hjælp fra deltagerne til flere tekniske ting. Kørerne er virkelig passionerede, og der har sågar været en, der ikke ville køre med, fordi vi har forbudt en særlig smutvej i banen Rainbow Road.«

Karakteren Yoshi en af de tre hurtigste, så det er ofte ham eller en af de to andre, som bruges, når der laves rekorder. Som barn kørte jeg næsten altid som Bowser, men han ville være et dårligt valg til et mesterskab.
Michael Korsgaard Nielsen

Hvorfor vækker det her spil så mange følelser?

»Det er et godt spil, og det er et spil, der er let at gå til. Omvendt så er der en meget lang læringskurve, og selvom spillet virker simpelt, så kan man lægge mange timer i at blive bedre.«

Hvor dygtige er de bedste Mario Kart-kørere i Danmark?

»Vi har brugt en særlig bane - Luigi Raceway- til at seede kørerne. Verdensrekorden er på omkring 1,57 minutter, og den bedste kører til DM har sendt en tid ind på 1,59 minutter. Det er en vanvittig tid! Langt hen ad vejen handler det om at kende de 16 forskellige baner, så man kan udnytte deres særegenheder, og lidt mere nørdet så afhænger meget også af, hvor god man er til at tage et sving, for man kan få en turbo, hvis man gør det rigtig godt.«

Hvem er din egen favoritkarakter - og hvorfor?

»Karakteren Yoshi en af de tre hurtigste, så det er ofte ham eller en af de to andre, som bruges, når der laves rekorder. Som barn kørte jeg næsten altid som Bowser, men han ville være et dårligt valg til et mesterskab.«

(Se gameplayet i Nintendo-klassikeren Mario Kart 64 nedenfor)

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kultur
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her