Hollywoodstjernen Robert Knepper: Anklages af fire nye kvinder for sexchikane
"Prison Break"-skuespilleren udtaler selv, at beskyldningerne er usande.
Mange vil genkende den amerikanske skuespiller Robert Kneppers skarptskårne ansigt fra tv-serier som ”Prison Break”, ”Homeland” og ”iZombie”.
I november blev han af en stylisten Susan Bertram anklaget for sexchikane - og nu træder yderligere fire kvinder frem i offentligheden med lignende anklager mod Knepper.
Ifølge Bertrams beretning fandt episoden sted i 1991, da hun som 31-årig blev hyret ind til at arbejde på filmen ”Gas Food Lodging”. Efter en dags filmskyderier på en rasteplads nær Deming, New Mexico, gik hun over til Kneppers trailer for at aflevere noget tøj. Hendes hænder var således fulde, og hun var nødt til at læne sig forover for at nå en bøjle, der hang på trailerens bagvæg. I dét øjeblik sprang Knepper op, stak hånden ind under hendes kjole og greb hende i skridtet »så hårdt han kunne«, fortæller Bertram.
Det skriver The Hollywood Reporter.
Stylisten tabte alt tøjet, hvorefter Knepper pressede hende op mod væggen og sagde: »I’m going to fuck your brains out« (oversat: »Jeg har tænkt mig at kneppe din hjerne ud«).
Bertram kæmpede sig dog fri af skuespillerens greb og skubbede ham væk med ordene: »Jeg arbejder, jeg arbejder.«
Nu er fire nye kvinder så kommet på banen med lignende historier. Historierne fordeler sig over flere årtier og har fundet sted i både USA og Canada. Kvinderne beskriver episoderne som både »uønskede« og »voldelige«.
Knepper: »Beskyldningerne er falske«
Mandag i denne uge offentliggjorde Knepper følgende udtalelse:
»Vi er nået til en tid, hvor hårdt optjente karrierer bliver ødelagt på basis af beskyldninger. Jeg har brug for at gentage, at disse beskyldninger mod mig er falske. Vi har mistet antagelsen om uskyldighed: Vi har mistet ”retssikkerheden”; og vi har mistet evnen til at vurdere beviser - og dermed tilladt medierne at blive både ”dommer og jury” (...),« lyder det fra skuespilleren.