Auktionsrekord: Kinesiske pengesedler solgt for 1,4 millioner kroner
Det var en dansk telegrafbestyrer og kunstsamler, som hjembragte de 50 pengesedler fra Kina.
Et bundt kinesiske pengesedler fra 1854 blev tirsdag eftermiddag solgt for 1,4 mio. kr., oplyser Bruun Rasmussen Kunstauktioner.
Det er ifølge auktionshuset det højeste hammerslag, som nogensinde er opnået på en møntauktion i Danmark.
»Vi er ovenud tilfredse med dagens auktion, hvor et bundt på 50 kinesiske pengesedler på hver 500 cash fik et rekordhøjt hammerslag på 1,4 mio. kr. Der er tale om et bundt pengesedler, der har været i omløb. De er på et tidspunkt kommet tilbage til banken, hvor de er blevet bundtet med en snor, der er blevet forseglet med en lille mærkat,« udtaler Michael Fornitz, chefnumismatiker hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, i en pressemeddelelse.
Ifølge Michael Fornitz er pengebundtet eftertragtet og sjældent, da snoren omkring bundtet er ubrudt, og pengesedlerne dermed intakte.
»Det kan meget vel være det eneste eksemplar, der findes uden for et museum. Værdien på selve bundtet overstiger langt de enkelte sedlers værdi, da det er det forseglede bundt, der er så værdifuldt for samlerne,« forklarer han.
De kinesiske pengesedler stammer ifølge chefnumismatikeren fra den danske telegrafbestyrer og kunstsamler Sophus Black, der levede fra 1882 til 1960.
Han var udstationeret i Kina i starten af 1900-tallet og hjembragte derfra en række kinesiske kunstgenstande herunder pengesedlerne.
»Dette ophav er en sikkerhed for sedlernes ægthed og autenticitet, som er altafgørende for samlerne,« slår Michael Fornitz fast.
Nedenfor kan du se, hvordan det forløb, da pengesedlerne kom under hammeren ved tirsdagens auktion.