Kandidaten
For en folketingskandidat drejer det om så hurtigt som muligt at blive kendt i offentligheden og dermed blandt de potentielle vælgere.
Ud fra den synsvinkel må man sige, at den 25-årige lærerstuderende Mohammad Sabah Ahmad fik en flyvende start som kandidat for Alternativet i den østjyske storkreds. I søndags blev han nemlig opstillet som Alternativets kandidat til Folketinget, og det skabte fra første øjeblik en del opmærksomhed af flere grunde:
Han er muslim og har som sådan været talsmand for Grimhøj-moskéen, dog kun i tre dage. Han er dømt for at have indtelefoneret en bombetrussel mod Aarhus Universitet og er i den anledning bortvist fra universitet på livstid. Han blev opstillet efter blot 14 dages medlemskab af partiet på trods af, at partiets regler foreskriver mindst tre måneders medlemskab for at være opstillingsberettiget. Men dette sidste var dog et nummer for alternativt for landsledelsen, så nu har man annulleret opstillingen og indkalder til et nyt opstillingsmøde senere, og da vil Ahmad komme igen, meddeler han.
Dette skal for god ordens skyld ikke opfattes som en anbefaling herfra, men stille op kan han selvfølgelig.
Fra første øjeblik har den unge kandidat haft endog meget travlt med at lægge afstand til, hvad han selv betegner som sin ungdoms dumheder.
Hvad angår bombetruslen mod universitet var han 19 år på gerningstidspunktet og ifølge hans egne oplysninger drevet af angst for en forestående eksamen, som han altså valgte at afværge med denne ret kortsigtede løsning.
Hvad angår hvervet som talsmand for Grimhøj-moskéen fik det en brat ende efter kun tre dage, da han følte sig ført bag lyset af moskéens ledelse og blev sendt i byen med falske oplysninger.
Hvad angår selve berettigelsen af opstillingen demonstrede Alternativet i søndags, at det i høj grad lever op til sit navn. Lidt for meget viste det sig, men dem om det.
Mere interessant for offentligheden er, hvad kandidaten politisk står for, og her tegner der sig et mere velkendt billede af såkaldt moderate muslimer: På den ene side tager han afstand fra aktivt at straffe folk med pisk, stening og lemlæstelse, men på den anden side konstaterer han, at sådanne metoder jo er foreskrevet i islam, at han har valgt islam som sin religion, og at han hverken kan fjerne eller tilføje noget i islam. Altså den sædvanlige tågetale, som præsenteres, når spørgsmålene bliver konkrete.
Tilbage står det meget interessante og principielle spørgsmål, om en person med et sådant generalieblad overhovedet kan opstilles til Folketinget, og her må svaret være et utvetydigt, rungende ja.
Selvfølgelig kan han det. Det er vælgerne, der må tage stilling. Dette skal for god ordens skyld ikke opfattes som en anbefaling herfra, men stille op kan han selvfølgelig.
Sådan er demokratiet på godt og ondt. Meningerne brydes, og så længe de brydes på lovligt, demokratisk grundlag, er de kun med til at styrke demokratiet.