Mejlflak reddet

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det naturbeskyttede rev Mejlflak i den centrale del af Aarhus Bugt ser ud til at kunne bevares intakt, da det lokale energiselskab NRGi har besluttet at sætte planerne om en havvindmøllepark i bero.

Der er al mulig grund til at glæde sig over udviklingen, da vi dermed undgår den visuelle destruktion, som havvindmølleparken ville have medført, men i lige så høj grad fordi skatteyderne dermed undgår at skulle hælde et ukendt millionbeløb i endnu en elektrisk underskudsforretning.

Forhåbentlig vil beslutningen om at stille Mejlflak-projektet i bero føre til, at samtlige projekter med såkaldt kystnære havmølleparker lider samme skæbne.

Vindenergi kan indgå som en del af den fremtidige energiforsyning, men ulykkeligvis er vindmøllerne blevet favoriseret af noget, der mest af alt ligner konsensus på Christiansborg, som har ført til, at det i årevis reelt har været umuligt at debattere vindenergi på et sagligt grundlag.

I årtier har vi været vidner til udsagn om, at vindmøller »lige om lidt« ville kunne konkurrere på markedsøkonomiske vilkår med andre energiformer, blot for at måtte konstatere, at der fremdeles må hældes milliarder af skatteyderkroner i at holde vindmøllerne i drift.

Prisen for dette vanvid står at læse i den ene statistik efter den anden fra Eurostat: De danske forbrugere betaler Europas højeste elpriser, og gransker man i internationale statistikker, vil man kunne se, at de også betaler verdens højeste elpriser, simpelthen fordi Danmark med sin vindmøllebaserede elproduktion må yde statsstøtte af et grotesk tilsnit.

Virkeligheden er groft sagt, at især havvindmøllerne er lige så afhængige af økonomisk støtte som en narkoman af metadon. Forskellen er, at sidstnævnte i det mindste rummer et håb om at kunne komme ud af sit misbrug.

Når Mejlflak overhovedet har kunnet nå så relativt langt i projekteringsfasen, skyldes det Aarhus Kommunes ilde anbragte beslutning om at være CO2-neutral i 2030.

Fred være med selve ambitionen, men som så mange andre beslutninger fra det røde byrådsflertal hviler den ikke på et oplyst grundlag. Dette kan siges, alene fordi der ikke eksisterer blot rimeligt troværdige beregninger over CO2-udledningen i Aarhus Kommune. Skal de handelsskibe, der frekventerer havnen medregnes? Skal de lastvognstog, der kører til og fra havnen? Skal transittrafikken på motorvej E45, der passerer igennem Aarhus Kommune?

Mål for CO2-udledning er et anliggende for regeringer; ikke kommuner; da især ikke når det kan forlede et lokalt energiselskab til at mene, at det skal have ret til i resten af dette århundrede at skulle ødelægge udsynet over Aarhus Bugt horisonten rundt fra Øer over Helgenæs, Aarhus, Ajstrup, Norsminde, Saksild og Tunø til Samsø.

Det er på høje tid, at vindvanviddet stilles i bero, og især at Folketingets medlemmer begynder at bruge deres sunde fornuft i stedet for at agere viljeløse talerør for vindsektens disciple og vindmølleindustriens lobbyister.

Må Mejlflaks redning blive begyndelse på en ny æra, hvor Danmarks energiforsyning kommer til at hvile fuldt og helt på markedsøkonomi uden nogen form for direkte eller indirekte tilskud, og måtte det snarest muligt føre til skatte- og afgiftsnedsættelser, der skaber basis for stærkt differentierede elpriser og dermed indførelsen af intelligente elnet.

Det vil give ganske anderledes mening end at ødelægge et af de mest naturskønne indre farvande med havvindmøller.