Hvordan kan teflonledelse sidde så fast?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

En af årsagerne,til at Sherlock Holmes kunne opklare forbrydelser, som andre opgav, var, at han vidste, hvad han ledte efter.

I øjeblikket er Ernst & Young, der i øvrigt er kommunens faste revisor, for anden gang i færd med at undersøge forholdene hos storkunden i de kommunale afdelinger Natur og Vej Service samt Center for Byens Anvendelse under Teknik og Miljø. Det sker, efter at denne og byens anden avis gang på gang har belyst bilagsrod, udbudsfusk og private indkøb for skatteborgernes penge i en grad, så eksperter har sammenlignet det med forholdene i Farum under nu afdøde Peter Brixtofte. I den forgange uge har JP Aarhus endvidere dokumenteret, at omfanget af rod og uredelighed er endnu større end hidtil antaget.

Dertil har vi afsløret, at tidligere øverste chef i Center for Byens Anvendelse, Claus Pedersen, blev afskediget på grund af en hele to år gammel personalesag. Her i avisen er det også kommet frem, at kommunen har betalt for mistænkelige supermarkedsindkøb, der lugter af privatforbrug, samt at medarbejdere i Natur og Vej Service har modtaget en Weber-grill og vægure fra firmaer, som de har handlet med i strid med kommunens indkøbsaftale.

Det kan ikke bare have kostet kommunen unødvendigt mange penge, fordi det kan opildne til indkøb over markedspris. Det er også forbudt ifølge kommunens interne regler, der heller ikke i dette tilfælde er blevet overholdt.

Det er med andre ord et særdeles tydeligt, men uskønt billede, der i de seneste mange måneder er blevet malet af Teknik og Miljø. Det kan derfor fortsat undre, at en af kommunens øverste embedsmænd, Erik Jespersen, stadig sidder, hvor han gør. Erik Jespersen har gennem oprulningen af skandalerne været begunstiget af en teflonbelagt ansvarlighed. Både han og den øvrige politiske og administrative ledelse i kommunen overhører behændigt det faktum, som eksperter flere gang har slået fast: Ledelsen svigter også, når den står i spidsen for en organisation, hvor ovenstående uhyrligheder forekommer, også selv om man som leder tilsyneladende ikke er klar over det. Uvidenhed er med andre ord ikke en gyldig undskyldning.

Den første revisionsundersøgelse blev forkastet, fordi den rejste berettiget tvivl om, hvilket mandat revisorerne fik. Hvem, hvor og hvor meget der skulle undersøges, var uvist, og konklusionen var da heller ikke overraskende, men stadig nedslående; de øverste embedsmænd og de politiske ansvarlige gik fri.

Ernst & Young har fået et nyt mandat til at endevende alt, men mon deres tilgang er ligesom Sherlock Holmes? Beklager mine mulige fordomme, men revisortyper synes at være fans af absolutter, håndfaste beviser og skriftlige kilder. Den slags er der nok af i sagen. Nok til, at man kan blive realitetsblind og drukne i mødereferater, notater, bilag og mailkorrespondancer i jagten efter facit, der måske i virkeligheden ikke er det rigtige.

Det er nemlig langt fra sikkert, at det er i disse skriftlige kilder, man skal finde den egentlige årsag til, at det kunne komme så langt ud i en af kommunes store afdelinger. En virksomhedskultur baseret på frygt, kammerateri, alliancer og regelbrud lader sig sjældent afsløre, slet ikke på skrift.

Revisorernes granskning af bilagsbunkerne kan dermed meget vel munde ud i det rene ingenting. Medarbejderne må sidde illusionsløse tilbage og undre sig over, hvordan den øverste chef kan slippe af sted med at lade ansvaret glide ned på skuldrene af mellemledere, hvorfor årvågne og samvittighedsfulde kolleger, der påpegede uregelmæssigheder, ikke længere er ansat i afdelingen, mens skatteborgerne stadig er efterladt med mistro og tvivl, der ikke hører hjemme nogen steder i et land, hvor vi må have bare en smule tiltro til den offentlige forvaltning, uanset om det er politi, Skat eller Teknik og Miljø.

Den konservative Marc Perera Christensen er sat i spidsen for at holde øje med revisorernes arbejde. Man må håbe, at han sørger for, at deres tilgang ikke kun er præget af en jagt efter ”sort på hvidt”-beviser, som de i øvrigt blot skal læse denne avis for at opdage. Det burde være elementært. Også for andre end Dr. Watson.