Lethbanen, Bonanza og morkelsauce
Ugen på spidsen om køkkentjans, kapsejlads, firstmovers, fynboer og en gammel led kælling.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Mandag – svigt
Fint mandagsinterview med Arlas landedirektør, der taler om Italien og Frankrig og den gode mad og sundhed og sådan noget.
Men så løfter direktøren pludselig en advarende pegefinger.
»Vi ser, at kun 4 pct. af danske børn er med til at lave aftensmaden derhjemme. Vi taber en hel generation, der ikke ved, hvordan man laver mad, og hvordan forskellige råvarer anvendes. Hvis vi ikke får lavet det om, ender vi med en generation, der risikerer at leve meget usundt,« lyder det fra Arlamanden.
Men så er det, at man kigger på sig selv og lidt tilbage og på ingen måde kan hidkalde erindringer om, at man selv stod i det køkken som dreng og lavede mad.
Vi kom kun i køkkenet, når vi skulle ind og blande Bonanza, så vi havde fire flasker klar, når vi kom ind fra fodbold.
Jo, og så kom vi også derud, når vi blev tvunget til at hjælpe med opvasken, men ellers var det i den grad vor mor, der klarede ærterne og frikadellerne.
Så det er muligt, at vi svigter nutidens børn og unge, men vi andre blev altså også svigtet.
Utroligt, at vi alligevel får mad på bordet.
Tirsdag – stemmen
Filmmanden Jørgen Leth bliver stemmen i højttalerne, når letbanen efter planen sætter i gang til september.
Det skal nok blive rart, og fynboerne, som også skal have en letbane, er allerede misundelige.
En god kollega, som laver satiren ”Broken news” i det fynske, breaker dog, at de så får Smadremanden i ørerne derovre – eller Polle fra Snave, som en anden lystig fynbo foreslår.
Med Jørgen Leth på banen herovre er der en god undskyldning for at bringe en stribe gyldne Leth-citater fra det der cykelløb nede i det franske – måske er nogle af dem Mader-citater, men hvad gør det?
»Kirsipuu er kogt. Hvis man smider porrer og gulerødder ned i gryden til ham, har man estisk suppe.«
»Som ridderen Lancelot bestiger han damen Mont Ventoux.«
»I går savede han benene af Bugno. I dag graver han dem ned.«
»Han behandler cyklen som en gammel led kælling, der har fortjent det.«
Onsdag – fyret
Godt nyt ude fra Skejby-kanten.
Hospitalsledelsen meddeler, at man nu er nået så langt med byggeriet af det nye sygehus, at man kan erstatte overslag og beregninger med faktiske priser og udgifter.
Det er altid rart, for gætværk er noget biks.
Desværre viser de faktiske priser, at der mangler 220 mio. kr. i kassen, så der må igen fyres et antal medarbejdere på sygehuset, så kassen igen kan stemme.
Den runde kommer så – desværre – oveni to andre sparerunder, der blev igangsat sidste år.
Heldigvis lover regionsrådsformanden i radioen, at det ikke kommer til at gå ud over kvaliteten af behandlingerne, og det er jo bare fino.
Det gælder således bare for fyringsholdet om at finde nogle af de medarbejdere, der ikke lavede en brik i forvejen.
Torsdag – gourmet
Elsker bare dem, der kan se ind i fremtiden.
Det kan en driftig mand i Risskov.
»Takeaway af høj kvalitet til fair priser er fremtiden. Danskerne får mere og mere travlt, men de vil stadig have ordentlig mad på tallerkenen. Vi vil bringe restauranten hjem i stuerne,« siger manden.
Og han får i artiklen følgeskab af en rigtig fremtidsforsker.
»Firstmoverne har efterspurgt kvalitetstakeaway i meget lang tid, og efterspørgslen kommer til at boome fra nu af,« siger hun.
Simpelthen.
Placeringen om fredagen vanskeliggør undervisningsplanlægningen.
Slut med pizza, burger, pita og kinamad, for alle vi firstmovere har som nævnt skreget på gourmettakeaway i lang tid.
Næste gang vi skal ”spise med hjem” bliver det i stedet kammusling, jomfruhummer, snekrabber og lammeryg med morkelsauce.
Eller måske bliver det først næste gang igen.
For 7’eren fra Amoroma er altså stadig glimrende.
Fredag – surhed
Det er store kapsejladsdag, så byens studerende drikker sig helt i hegnet fra morgenstunden og padler rundt i gummibåde i Unisøen – og det er i sandhed en fest.
Byens borgmester ved jo godt, at der potentielt ligger 40.000 gode stemmer på Uni, hvis man kan imponere de studerende, så han har lavet en fiks video til Facebooken, hvor han iklæder sig kaptajntøjet og ser ret listig ud.
Det giver god respons, og de unge kvitterer da også med ”goals”, ”episk” og ”fandme en konge borgmester, vi har”.
Heldigvis er der også dem, der er sure for en sikkerheds skyld, og det er tit de sjoveste.
En lektor på universitetet, der må være en festlig fætter, skriver rent faktisk følgende:
»Det var bedre, hvis det foregik om lørdagen. Placeringen om fredagen vanskeliggør undervisningsplanlægningen og forhindrer de ansatte i at passe deres arbejde på grund af larm.«