Fem gule gardiner

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Nogle falder ind ad den gamle dør, andre går med ungdommelige skridt, andre igen går bare helt normalt. Men normalt er der ikke på Pinds Café i Skolegade 11.

Der er to gamle stuer, som ser ud, som da den legendariske fru Elna Pind overtog stedet i 1936 og kørte det i hele 45 år. Rygterne går, at hun var skrap. Det er den nuværende ejer Jesper Svendberg ikke. Han er mild og god, ikke værtshus-bralrende, som nogle værter (og gæster) er. Han er snarere en vært, man har lyst til at fortælle stort og småt fra dagen, der er gået. Hemmeligheder lytter han sikkert også til.

I 2011 blev Pinds Café nomineret til Byens Bedste Værtshus af aoa.dk, og den 25. maj året efter fik værtshuset ”Fem gule gardiner”, den højeste bedømmelse af hjemmesiden Gule gardiner og Klassikere.

De gule gardiner hentyder til, at man som et af de få steder i Aarhus må ryge på Pinds Café. Men for mig, der nyligt er holdt op med at ryge, er det nu ikke derfor, jeg slår min vej forbi værtshuset.

Jeg kan lide stemningen af teaterfolk, af unge, der spiller backgammon, og ikke mindst stamgæsterne.

Liza kommer her ofte. Hun er også med i dag, og hun er ude på rævestreger. Måske skal vi rigtigt i byen, måske er Pinds Café sidste stop denne sene eftermiddag. Det kommer an på så meget.

Jesper Svendberg har boet og arbejdet 12-14 år i Frankrig. Han ved, hvad der er godt, og foreslår en Dawa, en ny drink.

»Det betyder medicin på swahili. Prøv den, det er den nye Mojito.«

Men Liza er i det konservative hjørne og bestiller to fadøl. Det virker ikke, som om vi skal videre i byen.

Vi skåler med Jespers kæreste Dorcas. Hver vinter tager Jesper Svendberg fri fra værtshuset og rejser. Det var på en rejse sidste år til Zanzibar, at han mødte kærligheden. Nu er Dorcas i Danmark tre måneder hos Jesper og derefter tre måneder hjemme på Zanzibar.

»Det er jo sådan, reglerne er,« siger Jesper Svendberg med et stille smil og slår ud med armene.

Liza står og hører på en af en af stamgæsternes historie om hans forældre, der lige har været i Afrika.

»Den første aften, da de lige er gået i seng, lyder der en rumlen og en brumlen. Min mor står op, hun er bange for, at det er hendes massageapparat, der er gået i gang.«

»Ha-ha-ha, nej, nu må du altså holde op,« griner stamgæsten.

»Du siger ikke, at din mor har et massageapparat. Hvor gammel er hun?«

»71. Men hør nu her. Det var slet ikke massageapparatet, der brummede. Det var løver, fandt hun ud af. De var jo ligesom i Afrika, så det var løverne, de kunne høre.«

Hele baren på Pinds Café skriger af grin.

Øllene er drukket, det er på tide at komme hjem, jeg tager Liza under armen. På vej ud af Pinds ser jeg tilfældigt på de store vinduer, da jeg tager fat i døren.

»De vasker dem aldrig,« siger Liza og griner.

»Det var nok en af grundene til, at de fik ”Fem gule gardiner”. Det er bare så originalt det hele. Og hyggeligt!«

Jeg kan kun give hende ret.

Vi ses Jesper!