Tom Kristensens digt minder mig om fodbold, gamle dage og græs
Vi holder en mental pause fra AGF’s sportslige udfordringer og undersøger, hvordan minder om græs og barndommens fodboldbaner kan give perspektiv på nutidens forandringer i sporten.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Denne uges klumme har mildest talt et noget andet indhold end det, vi normalt beskæftiger os med. For i dag skal det handle om et digt, om græs og gamle dage.
Samtidig bliver det også et mentalt pusterum fra AGF. Der er ganske enkelt behov for ro og et andet fokus her i landskampspausen efter nu ni kampe uden sejr.
Og det handler ikke om, at jeg på nogen måde er ved at svigte, forlade eller forkaste AGF. Aldrig i livet om det kunne falde mig ind. Jeg er stadig stolt som få og synes sågar, at det er lidt rock’n’roll, dét vi er i lige nu. Man kan sgu altid mærke AGF.
Alligevel har jeg altså, som man kan have i mange af livets sammenhænge, brug for at få tankerne hen på noget andet gennem en omgang lettere opmærksomhedsforskydning, så de såkaldte svære følelser flyttes over på noget, der er knap så truende, som man siger i psykologien.
Så i dag skal der botaniseres. Over græs og både dets betydning for fodbolden i almindelighed og fodboldelskere i særdeleshed.
Digtet ”Græs” er skrevet af Tom Kristensen i 1922. Det er ham, der også står bag druk- og hor-romanen ”Hærværk”, der med sit smådestruktive indhold og alkoholiserede hovedperson godt kan betegnes som Vejlbys helt egen husroman. Den skal det dog ikke handle om i dag. Ej heller skal det handle om druk eller ”Hærværk og pludselig død” i dag. Men i stedet om fodbold, gamle dage og græs.
Græsset er underligt højt for mig, som ligger med Næsen mod Jord. Bøjer jeg mig saa dybt som jeg kan, vokser min Verden sig stor.
Under de grønlige Spidsbueporte standser jeg. Her vil jeg staa. Tør ej gaa vild i det lysende Mørke! Tør ej gaa vild mellem Straa!
Inde i Straaenes dæmrende Haller er der en Stemme, som vaagner og kalder et stigende: kommer du nu, kommer du, kommer du, kommer du nu, du nu.
Og som Svar toner en klar underbar, drengeklar Stemme i mig: Endnu ej, nej! Endnu ej, nej! Men naar mit Vanvid er omme, naar mine Drømme om Storhed er omme, da vil jeg komme, da vil jeg komme, da er jeg lille og lykkelig nok.
Da jeg som ganske ung læste digtet første gang, var det ikke kun dets rytme, rim og form, der ramte mig. Det var lige så meget, fordi det handlede om noget, jeg svagt kunne genkende. Noget om barnedrømme og voksendrømme og om at give slip og stå fast ved dét. Det kunne jeg godt li’, det var til at forstå – også for mig.
At det også handler om alt muligt andet, kan sagtens være. Og det eneste, digtet faktisk ikke handler om, er vel fodbold.
Alligevel tænkte og tænker jeg ofte på det, når det kommer til fodbold. Ikke mindst, fordi jeg under kampene, da jeg selv spillede, lå mere i græsset, end jeg løb på det. Jeg var tosset med Serie A og med Juventus især, og havde intet imod at rulle rundt og fake en skade.
Catenaccio, italiensk for at lukke af og ned og vinde med alle midler, har altid tiltalt mig. Og da jeg samtidig mente, det var godt for holdet, havde jeg jo forholdsvis nemt ved at blive liggende i græsset.
Og det var, når jeg lå dér, nogle gange i op til et minut, at mine tanker gled hen på Tom Kristensens ”Græs” og på de ”grønlige Spidsbueporte og Straaenes dæmrende Haller”, og på om jeg kunne føle mig ”lille og lykkelig nok”. Det kunne jeg for det meste dengang, føle mig lille og lykkelig nok.
Jeg er til gengæld ikke lykkelig over, at Aarhus Fremad skulle spille sin allersidste hjemmekamp på græs. Mod Hvidovre. Ikke fordi jeg er Fremadfan, langt fra, men fordi det , simpelthen bare er pisseærgerligt at græsset nu rives op. Heldigvis – og ved lidt af et lykketræf – er det nu besluttet, at pokalkampen mod FCK faktisk bliver spillet på Riisvangen. Så til dem, der missede kampen den 19. september, er der nu en sidste mulighed for at få sagt ordentligt farvel. Og at det tilmed er mod FCK, gør absolut ingenting.
Når den så er spillet, så har Fremad, som mange andre, måttet overgive sig til elementernes rasen og manglen på penge til græspleje. Nu bliver der i stedet på samme bane lagt et lag kunstgræs, som de fleste fodboldnostalgikere som mig foragter. Foragter, fordi vi ved, hvad græs betyder for en god fodboldkamp. Jeg skal vel blot erindre om Idrætsparken 5. juni 1985, og alle ved, hvad jeg taler om.
Græs er vel – efter bolden – det vigtigste i fodbold. Og jeg husker, hvordan vi før kampene skulle tjekke banens såkaldte beskaffenhed. Mærke blødheden eller hårdheden, konsistensen og strukturen, eller, som min gamle træner, Lennart Nygaard, ofte konstaterede – tjekke om den var grøn og blødhård. Hvilket jo for fanden ikke gav mening. Blødhård?? Men alligevel havde vi en god fornemmelse af, hvad han mente.
Herhjemme er de fleste baner stadigvæk af græs og derfor også afhængige af, hvordan vejret arter sig, og ikke mindst af de banemænd, der passer dem.
Banemanden – eller greenkeeperen – er efterhånden en lige så vigtig del af en fodboldklub som direktionen og trænerstaben, og i AGF er de kendte for at have nogle af de bedste i landet til at passe baner. På Vejlby Stadion, som de passer smukt og fint, ligger der lige bagved, de græsbaner, jeg selv spillede på, da jeg var dreng. Baner, jeg befandt mig på næsten hver evig eneste dag, og som var af græs! Nogle gange katastrofalt dårlige, andre gange helt fænomenale.
Den bedste af banerne var bane 7 tæt på kolonihaverne. Den var ofte langt bedre end opvisningsbanen, og den var, selv af udeholdene, værdsat og genstand for stor beundring. Græsset på bane 7 var noget helt særligt.
Det var der også noget andet græs, der var, helt særligt. Det var bare ikke det, vi spillede på på bane 7, men i stedet det, man dengang betalte sig fra nede i Mølleparken i midtbyen.
Det var der dengang ikke noget odiøst i, altså at der blev røget græs i Vejlby. Heller ikke, at det indimellem også blev røget af spillerne i VIK i timerne op mod kickoff. Jeg husker blandt andet, at Gønge en lørdag formiddag lige før en serie 2-kamp simpelthen så sig nødsaget til at ryge en joint. Ellers var han ude af stand til at spille, som han sagde. Jeg var tilbøjelig til at give ham ret og ”gik” med ham. Gønge spillede altid godt – også når han var lidt småskæv. Men altså, i det store hele tror jeg nu ikke, det gjorde noget godt for hverken Gønge, mig eller resten af truppen. Det flyttede ikke meget.
Men sådan var det i Vejlby. Røg vi ikke græsset, ja, så spillede vi altså på det og allerhelst ovre på bane 7. Dog ikke længere, for ligesom Riisvangens smukke græsplæne nu skal væk, blev bane 7 også sløjfet.
Nu er der kommet løbe- og atletikbane derovre, så nu handler det gudhjælpemig om sprint og spydkast frem for tacklinger og tidsudtræk.
Men bane 7 og stadion på Riisvangen vil altid have en stor plads i min fodboldbevidsthed. Jeg har spillet begge steder, og mit stille håb er derfor, at man fremover vil huske tilbage på den sidste kamp for Aarhus Fremad på græs – mod de værste københavnere af dem alle, FCK. Jeg vil i hvert fald mindes græsset på Riisvangen, men kan heldigvis ved samme lejlighed trøste de mange fans af spillet på græs med, at på det nye stadion i Kongelunden bliver der selvfølgelig spillet på græs – det ægte af slagsen.
KSDH! og DSNG!