Fortsæt til indhold
Kommentar

Ketchup-effekten satte ind, da Aarhus Kommune bad om idéer til byudviklingen

Antallet af høringssvar til Aarhus Kommunes strategiplan blev mere end fordoblet på høringsfasens sidste dag. Rigtig mange kom fra Skæring.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For nylig bragte JP Aarhus et debatindlæg fra Danmarks Naturfredningsforenings formand i Aarhus, Sebastian Jonshøj. Budskabet var på alle måder fornuftigt ud fra et almendemokratisk perspektiv.

Indlægget blev skrevet og bragt, mens høringsfasen om Aarhus Kommunes Strategiplan 2023 var i fuld gang. Høringssvarene var på det tidspunkt få, konstaterede Sebastian Jonshøj (29 var der kommet, hvis man tæller efter). Men sagen er ikke desto mindre vigtig og alment interessant for ret beset alle de godt 360.000 aarhusianere, selvom ordet strategiplan jo ikke er det, man i journalistik og rubriksnedkeri normalt vil betegne som et ”plusord”.

Strategiplanen er med til at anvise retningen for byudviklingen i Aarhus i fremtiden, og høringen skulle fungere som »indkaldelse af ideer og forslag til Kommuneplan 2025«. Og se, så ved man jo godt, at den handler om noget, der har borgernes interesse. Det så vi ved kommunalvalget i 2021, og vi har set det i den offentlige og politiske debat både før og efter valget.

Større dagsordener end byudviklingen er få i Aarhus, hvis de overhovedet findes, og Sebastian Jonshøjs budskab var, at man er nødt til at deltage i hele processen, hvis man vil have sin stemme hørt og gøre sin indflydelse som aarhusianer gældende.

»Mange skuffelser og megen indignation over byudviklingen kunne undgås, hvis man i højere grad benyttede sig af de formelle muligheder for at blive hørt og søge indflydelse,« skrev han og konstaterede, at Danmarks Naturfredningsforening ofte først når det er for sent »modtager frustrerede henvendelser fra borgere, som føler sig overhalet af virkeligheden og sat uden for indflydelse«.

Jeg skal ikke kunne sige, om netop det debatindlæg har været udslagsgivende. Men jeg kan da konstatere, at der kom skub i sagerne efterfølgende. Høringsfasen sluttede tirsdag den 15. august, og nu er der bogført 218 høringssvar til strategiplanen. Mere end halvdelen er dateret på høringsfasens sidste dag.

En del er forslag fra lodsejere, udviklere og bygherrer, men private, fællesråd, beboergrupper o.l. er også rigt repræsenteret. Særligt et forslag fra Tækker Group samt en række grundejere om fremtidig byudvikling på et større landbrugsareal i Skæring fylder meget.

Modsvarene er mange, så der har borgere og fællesråd i hvert fald grebet muligheden for at komme til orde fra begyndelsen.

Overordnet set er 218 høringssvar måske ikke alverden holdt op imod de mere end 1.000 af slagsen, som processen om udvidelsen af Aarhus Havn kastede af sig. Og da lokalplanen det omdiskuterede højhusbyggeri på Mindet 6 var i høring, indløb 237 høringssvar.

Men konkreterne er også ofte lidt lettere at forholde sig til end de store linjer. Uanset hvad vidner den seneste høringsproces for mig at se om en demokratisk bevidsthed, som er lige så glædelig, som den er vigtig.

Høringssvarene spænder over alt fra Tækkers planer i Skæring (og modsvar til samme) til tre fællesråds forslag om bedre cykelsti og vejforbindelser på Mejlbyvej, en borgers ønske om flere seniorboliger i Egå og Niras’ forslag om at etablere en ny dagligvarebutik i Tilst. Med andre ord er forslag til og debatter om den store planstrategi af aldeles konkret karakter.

Den nu overståede høringsfase er blot første skridt i en længere proces. På Aarhus Kommunes hjemmeside bliver det understreget, at Strategiplan 2023 med »sit overordnede og strategiske sigte ikke fastlægger bindende rammer for fremtidige anlægstilladelser«.

»Dette vil først ske efterfølgende gennem udarbejdelse af kommune- og lokalplanlægning, der konkretiserer strategiens indhold,« står der videre.

Derfor: Hvis du ikke nåede det i denne omgang, så hold dig til. Der kommer nye muligheder for at give dit besyv med om udviklingen af Aarhus. Brug dem.