Fortsæt til indhold
Kommentar

Livet ved vandet kan noget helt særligt – det vil jeg få mest muligt ud af denne sommer

Fra mandag og fem uger frem udkommer JP Aarhus som E-avisen JP Aarhus Sommer i hverdagene – og som sædvanlig på jpaarhus.dk.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det sker ikke så sjældent endda, at jeg passerer både af forskellig art – såsom husbådene ved Aarhus Lystbådehavn på vejen til arbejde – og tænker ved mig selv: Kunne det ikke være fedt at bo sådan?

Det er ikke billigt, må man forstå, og kræver også et vist blik for logistik. Men som Jannie Beyer og Mikkel Thygesen, der har adresse på en gammel marinetrawler ved i Marselisborg Lystbådehavn, siger til JP Aarhus:

»Hvor fedt er det ikke at kunne tage sit hjem med til lige der, hvor man gerne vil holde sommerferie?«

Ja, det er jo ikke helt tilfældigt, at jeg sætter fokus på netop den bemærkning netop nu. For det første lyder feriedelen yderst tiltalende. For det andet har livet i, ved og på bugten gennem det seneste år nydt massiv bevågenhed. Og så er der jo den kendsgerning, at sommerferien nu for alvor er over os.

Fra på mandag overgår JP Aarhus til at udkomme som E-avisen JP Aarhus Sommer i hverdagene, og tag den endelig med dig på ferie, om det er hjemme, i sommerhus, på havet eller under fremmede himmelstrøg. Det normale tillæg i hverdagene vender tilbage mandag den 7. august.

I mellemtiden giver vi – foruden reportager fra sommerlandet – plads til en række temaer, som på forskellig vis har betydning for livet i en by som Aarhus, der har vokseværk på flere fronter.

Vi sætter bl.a. fokus på nogle af de udfordringer, nye naboer eller kendte naboers nye aktiviteter kan afføde i form af støjklager, som mere end én gang er nået hele vejen ind i byrådet. Hvor meget må man tåle som indbygger i Danmarks næststørste by? Og hvilke løsninger kan der findes, når støjen går for vidt?

Vi besøger også lokale aktører, som leverer råvarer til de mange toprestauranter og Michelin-steder, der synes at blive stadig flere i byen og ikke mindst på Aarhus Ø. Ved den seneste Michelin-uddeling blev Aarhus en grøn bæredygtighedskløver rigere via den nyåbnede Restaurant Novel, der bl.a. serverer grøntsager, frugter, bær og urter fra eget landbrug.

Den grønne dagsorden sætter sit præg mange steder. Selv havneudvidelsen er som bekendt nu vedtaget i klimaets tjeneste. Og det samme er den nye affaldssortering, som efter planen bliver rullet ud i Aarhus Kommune fra august til december.

»Som en del af Folketingets klimaplan skal alle danskere sortere affald i 10 typer derhjemme. Vi skal sortere mere, for at vi kan genanvende flere ressourcer,« som Kredsløb skriver på sin hjemmeside.

Men er Aarhus og aarhusianerne klar? Hvad betyder den nye sortering for dig? Og hvad koster det? Det er nogle af de spørgsmål, vi vil forsøge at finde svar på.

Måske vi også skal afsøge, hvordan man egentlig indretter sit køkken, hvis man bor på en båd a la den, Jannie Beyer og Mikkel Thygesen har indrettet tilværelsen i.

Lige der på kanten af vandet med det blå Aarhus, det blå Danmark, i sigte. Altid. Det lyder altså slet ikke så tosset. Og da slet ikke i sommerferien.

Man behøver ikke at bo på vandet for at have glæde af det i Aarhus. Det skal vi huske at nyde. Det vil jeg i hvert fald prøve på.

God sommer!