Fortsæt til indhold
Kommentar

Den danske model længe leve

Vi har den højeste vækst i 15 år og en historisk lav ledighed. Derfor skal vi også sikre, at der rent faktisk er medarbejdere nok til landets virksomheder.

Leif Lahn Jensen,(MF), gruppeformand for Socialdemokratiet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det går godt i Danmark. Rigtig godt endda. Vi har den højeste vækst i 15 år og en historisk lav ledighed. Derfor skal vi også sikre, at der rent faktisk er medarbejdere nok til landets virksomheder.

I dag oplever omkring 100.000 pensionister at blive modregnet i pensionen, fordi deres ægtefælle stadig er del af arbejdsmarkedet. Alene i Aarhus Kommune er tallet 4.700. Det er jo absurd, når vi samtidig står og mangler arbejdskraft.

Derfor har regeringen sammen med DF, SF, De Radikale og Kristendemokraterne indgået en aftale om at sløjfe modregningsreglerne. På den måde får pensionister mere luft i økonomien, og samtidig bliver det mere attraktivt for ægtefællen at arbejde et par ekstra timer, hvis man har mulighed for det. Det er rigtig gode nyheder for alle dem, der i mange år har ønsket reglen afskaffet, og jeg er rigtig glad for, at det endelig er lykkedes.

Leif Lahn Jensen (MF), gruppeformand for Socialdemokratiet

Aftalen er del af reformpakken ”Danmark kan mere”, der ud over at hæve arbejdsudbuddet også skal styrke den danske model – som efter min mening er Danmarks mest geniale opfindelse.

Stærke a-kasser og fagforeninger sørger for, at lønmodtagere får en løn, der er til at leve af. Mister man sit job, sikrer dagpengene en tryg tilværelse, indtil man er tilbage i arbejde. Til gengæld får virksomhederne veluddannede og produktive medarbejdere. Det er kernen i den danske model, som har gjort Danmark til et af verdens mest lige, rige og trygge lande.

Vi skal selvfølgelig værne om modellen ved løbende at investere i den. Det giver sig selv. Med aftalen laver vi derfor den største styrkelse af dagpengene i nyere tid. Dagpengesatsen hæves med op til 3.649 kr. om måneden i de første tre måneder for dem med en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet. På den måde kan man få udbetalt op til 23.000 kr. om måneden.

Aftalen sikrer blandt andet også flere lærepladser, fordi det bliver et krav, at virksomheder ansætter lærlinge, når de indgår en kontrakt med det offentlige.

Det undrer det mig meget, at Venstre og De Konservative har valgt at stå uden for aftalen og ovenikøbet har forsøgt at forsinke den. Dermed svigter partierne de mange tusinde pensionister, som lige nu modregnes i pensionen. Samtidig har de borgerlige et forklaringsproblem i forhold til de mange danske virksomheder, som lige nu mangler arbejdskraft.

Men når aftalen bliver en realitet den 1. januar 2023, kan vi se frem til en markant styrkelse af beskæftigelsen. Samlet set øges arbejdsstyrken med knap 12.000 personer i 2030, og i kroner og øre vil det betyde en stigning i Danmarks bnp, svarende til 17,5 mia. kr. i 2030.

Som gammel tillidsmand er jeg virkelig stolt over aftalen, der både styrker arbejdsmarkedet og den danske model. Det går godt i Danmark, og det skal det blive ved med.