De borgere, der vil inddrages, går vist en ny tid i møde. Grib chancen

Nu taler også borgmester Jacob Bundsgaard om at inddrage aarhusianerne i »et egentligt samarbejde om udviklingen« af Aarhus.

Borgerinddragelse og reel indflydelse. Det er nogle af de ting, som borgmester Jacob Bundsgaard vil arbejde for i 2022, fortæller han i et interview med JP Aarhus.

Det er som om, at sådanne ambitioner er blevet allemandseje blandt politikere i Aarhus på det seneste. Og det er der ingen grund til at klage over.

Forud for kommunalvalget var debatten om Aarhus’ vækst, byens udvikling, fortætningen – og borgernes inddragelse i det hele – ganske potent. Det er muligt, at tanker om at styrke båndet mellem borgere og politiske ledere har været der hele tiden i et eller andet omfang, men der er i hvert fald ingen, der sætter den slags under en skæppe længere.

Borgerinddragelse og reel indflydelse handler ikke kun om de engagerede folk i fællesrådene. Det handler om os alle og det ansvar, vi tager for det lokale demokrati.

Jacob Haislund, redaktør

Ej heller borgmesteren. Hvad mon det kommer af?

Jacob Bundsgaard er endnu ikke færdig med at analysere kommunalvalget, der kostede Socialdemokratiet tre mandater og Bundsgaard over 19.000 personlige stemmer. Han konstaterer dog, at nogle har »peget på, at man i byudviklingen nogle gange bliver hægtet af, og at vi skal blive bedre til at lave borgersamarbejde om byudvikling« – og at det har »fyldt noget«.

Det er nok ikke helt forkert. Så sent som i denne uge har jeg eksempelvis set det kommende 139 meter høje højhus på Mindet 6, som var genstand for store protester inden sin vedtagelse, omtalt som en »borgmesterstang« på Facebook.

Men borgmesterens kurs for 2022, hvor grøn omstilling og rekruttering i øvrigt er naturlige topprioriteter, er ikke sat med afsæt i valgresultatet og de foreløbige gisninger, fastholder han.

Uanset hvad er det gode toner for bl.a. byens fællesråd, som borgmesteren vil give adgang til at trække på kommunens muskler. Den nu forhenværende teknikrådmand Bünyamin Simsek (V) havde også fokus på fællesrådene, som har været så aktive i debatten om byens udvikling med høringssvar, debatindlæg, borgermøder mv. På vej ud ad døren til rådmandskontoret har han bl.a. lagt an til en revideret samarbejdsmodel med fællesrådene om tidligere inddragelse og introduktionen af et særligt borgermøde, som fællesrådene er vært for ved arbejde med helhedsplaner. Idéer som efterfølgeren Steen Stavnsbo (K) nu må arbejde videre med.

Men borgerinddragelse og reel indflydelse handler ikke kun om de engagerede folk i fællesrådene. Det handler om os alle og det ansvar, vi tager for det lokale demokrati. Når Jacob Bundsgaard taler om »et egentligt samarbejde om udviklingen« og om, at man fra kommunens side skal »være dygtigere til at gøre præmisserne tydelige og få klædt folk godt på til at tage aktiv del«, forpligter ordene ikke kun for borgmesteren. Et sådant samarbejde forudsætter, at »folk« er klar til at engagere sig.

Set fra min stol har de seneste mange måneder fint illustreret, at det er mange aarhusianere. Jeg oplevede omtrent 350 af dem i aktion i august til et borgermøde på Risskov Gymnasium om byggerierne ved bl.a. Agerbæksvej.

Jeg håber, at vi kun har set begyndelsen, ikke blot hvad angår byudvikling og byggeri. Sundhed, ældrepleje, uddannelse, grøn omstilling, miljø og meget andet fortjener også, at kommune og borgere samarbejder.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen