Kunne det ikke være sjovt at gøre Aarhus til verdens mest venlige by?

Ikke på en påtaget måde, men bare sådan et sted, hvor man samler efterladt skrald op, hvis man støder ind i det, og smiler til andre.

Som barn syntes jeg, at jeg var ualmindelig heldig. Dels boede jeg på Guldregnvej (hvor jeg tit forestillede mig, at det måtte regne med guld) og senere forstod jeg, at Guldregnvej var en del af Aarhus Kommune, og at Aarhus var Smilets by! Sikke en gave, tænkte jeg.

Jeg var tilmed et helt utroligt pligtopfyldende barn, så det betød, at jeg smilede løs det bedste, jeg havde lært, når jeg var inde i midtbyen. Jeg var stolt, og det forekom mig, at de andre mennesker på gaden i Aarhus også smilede mere end gennemsnittet, men ak.

Smilets by er passé. I hvert fald kom der noget, der hed Aarhus – Danish for Progress i 2011, og det blev så droppet i 2014. Begrundelsen lød, at sloganet ikke blev brugt. Se, det er selvfølgelig en god erkendelse at skrotte noget, der ikke virker, og måske er det helt urimeligt at melde sig på banen med forsvar for et gammelt slogan, men grundessensen i Smilets by er simpelthen meget mere værd, end vi tror. Det med at smile er nemlig slet ikke nogen dum ting.

Det opdagede jeg, da jeg lyttede til psykologiprofessor på Yale University i USA dr. Laurie Santos podcast ”The Happiness Lab”. Her formidles den nyeste viden om, hvordan lykken fungerer for os mennesker. Santos konkluderer blandt andet, at mennesker, der giver noget af sig selv i mødet med fremmede mennesker, er mere lykkelige end mennesker, der holder sig for sig selv.

Hvis du nu f.eks. tager bussen (jeg skal nok lade være med at skrive om letbanen) eller står i køen i supermarkedet, så bliver du altså lykkeligere ved at engagere dig i snak med de andre end ved at lade være. Selv har jeg aldrig fortrudt at åbne døren for en anden med et smil eller blot udveksle et par bemærkninger med den fremmede ved min side, selv om jeg indrømmet ikke altid har overskud til at gøre det. Sagen er dog, at vi får en bedre verden af at ville noget med hinanden – også på en helt uforpligtende måde i mødet med den fremmede.

Kunne det derfor ikke være ret sjovt, hvis man satte sig for, at Aarhus skal være verdens mest venlige by? Ikke på en påtaget måde, men bare sådan et sted, hvor man samler efterladt skrald op, hvis man støder ind i det, og smiler til andre? Hvor man har tid og overskud til at gøre en god gerning – måske endda helt uden, at andre ser det. Tænk, hvis Aarhus blev kendt for andet end sine nye store højhuse, men simpelthen for at være stedet, hvor man kan opleve, at andre holder døren for en. De to sekunder, det tager at give noget af sig selv, er ret godt givet ud.

En af de største udfordringer i vores del af verden er jo ikke, at vi mangler materielle fornødenheder. Vores største fattigdom er manglen på menneskeligt nærvær, ensomhed og en stigende ulighed på mange planer. Vi udvikler nye teknologier, der sikkert og hurtigt afløser menneskelig kontakt med gnidningsløse, digitale udvekslinger. Det er smart, når vi skal undgå kontakt, men det er ikke særligt godt for vores velbefindende og for vores lykkefølelse. Derfor er smilet altså ikke helt tosset. Det koster faktisk heller ikke noget, og det kan mindske erfaringen af afstand mellem os.

Så næste gang du er i supermarkedet eller står i en kø, så smil lige til den anden. Du skal ikke gøre det, hvis det føles kunstigt og forkert, men så kan du overveje at smide skraldet i skraldespanden næste gang i stedet for at efterlade det på gaden eller bare overveje, hvor du i det hele taget kan gøre en meget lille forskel for andre. Dannelse handler om vores relation til andre og til vores omverden og om at drage omsorg for denne. Det må gerne få en mindre renæssance, og hvem andre end Aarhus kan gå forrest der?

Lene Tanggard, rektor på Designskolen Kolding. Foto: Jannie Stentoft

Andre læser

Mest læste

Del artiklen