Det er svært at tage Aarhus ud af pigen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Aarhus har altid været et nærmest magisk sted for mig. Min far arbejdede i it-afdelingen hos Salling ved Telefonsmøgen. I begyndelsen havde han altid slips på og senere røg det af. Korte bukser var forbudt. Til jul var vi til juletræ med godteposer, og i min erindring var de poser kæmpestore. I bilen på vej hjem til Harlev, som vi kaldte en soveby, havde jeg julelys i øjnene. Jeg forbandt Aarhus med en lidt større verden og med eventyr. Jeg skulle derind. Det kom jeg også. Jeg kom på Aarhus Statsgymnasium og senere på universitetet. Det store tårn med bøger rakte jo ind i himlen.

I en periode har jeg boet andre steder. I Vejle på Idrætshøjskole, på rejser og forskningsophold i andre dele af verden og senere ni år i Vesthimmerland tæt på Limfjorden. Det var først i Vesthimmerland, at det gik op for mig, at det aldrig blæser for alvor i Aarhus. At de ranke bøgetræer i skovene kan vokse sig store af samme grund. I Vesthimmerland er alt forblæst, træerne bliver ikke store for alvor, og der er langt mellem husene.

I Vesthimmerland grundlagde jeg min Aarhusnostalgi. I ved, som Tina Dickow synger: »Du kan tage pigen ud af Aarhus, men du kan ikke tage Aarhus ud af pigen«. Sådan er det. Men det ved man først, når man har været væk.

Mens jeg boede i Aarhus som ung universitetsstuderende, cyklede min studieveninde og jeg fra midtbyen og ud til Asylvej langs stien ved Riis Skov og Den Permanente. Det var en vidunderlig tur med afslutning op ad den stejle Harald Selmers Vej. Psykologistudiet var placeret i nogle midlertidige barakker på Asylvej op ad kolonihaverne. I pauserne stjal vi æbler i de omkringliggende haver. Vi forklarede det som et nødvendigt supplement til SU’en, men hvis nogen kolonihaveejere mangler nogle æbler i dag, så hermed undskyld.

Jeg tror nu nok, at vores fangst var begrænset. Jeg blev immatrikuleret i 1994, og vi kaldte os selv Beverly Hills-årgangen efter den tv-serie, vi alle havde set på flow-tv. Det var noget med, at vi havde pæne, hvide skjorter på. Min studieveninde og jeg diskuterede den anden dag, om vi egentlig var politisk vakte. Det var vi nok ikke, men jeg var engageret i studenterrådet, og jeg var meget aktiv i en gruppe, som vi kaldte ”Praktikken tilbage”. Det lykkedes os aldrig.

Forklaringen var, at det var for dyrt. Så vi var mange, der opsøgte praktiske erfaringer med vores fag ved siden af studiet. Og studietiden blev forlænget af samme grund. Vi slog os på livet, men vi opfattede ikke os selv som sårbare. Måske festede vi det væk.

Da min familie og jeg i 2012 flyttede tilbage til Aarhus, til Vejlby, var min første erfaring, at der er kommet uendeligt mange flere cyklister på cykelstien. Mit Aarhus er blevet anderledes. Her bor mange flere. Her bygges meget højt. Men jeg har det stadig sådan, at Aarhus er det sted, hvor jeg synes, at jeg hører til. Identitet kan være et udtryk for en subjektiv oplevelse af at høre til bestemte steder frem for andre. I dag synes identitet at være primært forbundet til kultur, til etnicitet, til køn, til seksualitet. For mig er identitet stedsmæssigt. Min søn fortalte mig for nylig, at han havde skrevet en opgave i gymnasiet, hvor han havde kritiseret postmodernismen. »Postmodernismen gør os desillusionerede,« sagde han.

»Det splitter os ad.«

Postmodernisme udtrykker blandt andet et opgør med de store fortællinger. I stedet vender vi os mod de små. Det er sikkert det, jeg gør, når jeg er jeg optaget af Aarhus som sted. Mit sted. Vores sted, burde jeg nok skrive. For steder kan måske forene os. På tværs af køn, alder, etnicitet, kultur. Så længe vi husker, at vi ikke altid ser det klart, før vi også har turdet at rejse ud.