Jeg så en ung kvinde blive slået ihjel

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I foråret 2018 var jeg på vej på arbejde og kørte ad Ringvejen mod Silkeborgvej i Aarhus V. En pludselig opstået ”kiggekø” betød, at vi alle måtte bremse voldsomt op, og til min forfærdelse kunne jeg se, at der i modsatte vejbane lå en livløs kvinde, og at der stod en ramponeret bil i vejkanten.

Kvinden var den kun 21-årige Ida Philbert Vangsø Ottzen, og bilisten var en 31-årig mand, som kørte over for rødt lys med al for høj fart. Han havde flere domme bag sig. Ida blev slået ihjel på stedet, og føreren blev dømt for uagtsomt manddrab. Straffen blev én måneds fængsel og frakendelse af kørekortet i ét år.

Oplevelsen satte sig i mig og sidder der stadig. En mand, som lige mente, at han ikke kunne vente på grønt lys og leve med at komme to minutter senere frem. Nu skal familien og vennerne så i stedet leve med sorgen og tabet af Ida resten af livet.

I tv så jeg en dokumentar, hvor en vanvidsbilist udtalte, at der ikke findes en straf, der er stor nok til at afholde folk fra at køre ulovligt. »Ingen straf er stor nok,« sagde han. Hmmm – mon ikke nok, at vi som samfund kunne fastsætte en straframme, som gjorde, at galninge afholdt sig fra vanvidskørsel? Gang på gang læser man politirapporter, hvor narko- og spirituspåvirkede bilister – ofte uden førerret – kører dræbende vanvittigt.

En øjeblikkelig konfiskering af bilen sammen med en klækkelig bøde og fængselsstraf foreslår regeringen i et lovforslag, som desværre har været meget længe undervejs. Og det er bestemt et skridt i den rigtige retning. Mens Søren Pape Poulsen (K) var justitsminister, kontaktede jeg ham og ministeriet med nogle forslag, og jeg havde samtidig en lang og konstruktiv samtale med retspræsident Bodil Ruberg fra byretten i Aarhus.

Udfordringerne er desværre større end lige at hæve ”smertegrænsen” rent strafmæssigt. For vores politi, retssystem og fængsler er under massivt pres i disse år. Der skal ganske enkelt mange flere ressourcer til, hvis vi vil leve i et fredeligt retssamfund. Bodil Ruberg kunne fortælle mig, at alene byretten i Aarhus har over 1.000 sager, som ikke engang er berammet (datosat) endnu. Af de datosatte og berammede sager er vi allerede nu henne i efteråret 2021, før sagerne kommer for en dommer. Så længe skal ofrene vente på en afgørelse.

I 2010 modtog Retten i Aarhus 7.618 straffesager. I 2019 modtog den 13.269 straffesager. En stigning på 74 pct., og sagerne er i denne periode ikke blevet mindre komplicerede og ”hårdkogte”. Tværtimod.

Hvis vi skal tilbage til Ida-sagen, så undrede det mig dengang og nu, at skiftende regeringer blev ved med at sige, at de »havde strammet lovgivningen løbende«. Dermed skulle der være åbnet op for langt hårdere straffe.

Men sagen er bare den, at der er en retspraksis, som betyder, at du skal dømmes ens i Herning, Slagelse og Aarhus, så alle dommere kigger på praksis, og dermed dømmes den 31-årige mand på samme måde, som det skete for adskillige år siden.

Hvis regeringen vil gøre alvor af sit udspil ”Vanvidskørsel skal stoppes”, så skal den tilføre ressourcer til alle led: politiet, anklagemyndigheden, domstolene og Kriminalforsorgen.

De skal også sikre – lovmæssige – minimumsstraffe, så strafferammerne hæves og den gældende praksis ikke fortsætter. Politiet skal især gives værktøjer, så det må og kan handle mere resolut på stedet. Det kan være trist og desillusionerende at se politiprogrammer, hvor arrogante kriminelle griner vores politi op i ansigtet og kører væk igen fra en patrulje, fordi politiet ikke har hjemmel til at måtte konfiskere eller gribe hårdere ind.

Med den tragiske ulykke i maj 2018 kom vanvidskørsel på de danske veje pludselig meget tæt på min hverdag. Min egen datter var på det tidspunkt også 21 år. Dommen provokerede min retsfølelse, og derfor blev sagen min kæphest. Disse galninge skal væk fra vore veje.