Helt ærligt, Aarhus. Denne corona-konsekvens kunne vi godt spare hinanden for

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi holder (eller har holdt) afstand. Vi spritter af (og til). Nyser (mest) i ærmet. Vi bruger mundbind i den offentlige transport, og når vi træder ind på restauranter og caféer. I det hele taget lever vi nogenlunde op til de velkendte anbefalinger om, hvordan vi undgår at sprede coronavirussen. Det er i det hele taget tankevækkende, hvor hurtigt vi ændrer adfærd og tilpasser os en hverdag ramt af restriktioner, selv om begrænsningerne virker stadig mere ulogiske og argumenterne for dem stadig tyndere.

I Kristeligt Dagblad omtales en undersøgelse, der viser, at 81 pct. af danskerne er bekymret for andres adfærd, mens vi selv er af den overbevisning, at vi er gode til det med fysisk afstand og håndvask.

Men for aarhusianerne er det tilsyneladende for meget at bede om, at mundbind smides i skraldespanden efter brug. Først så man det særligt ved busstoppesteder. F.eks. skal man til tider pløje sig gennem henkastede mundbind ved Kombardo-Expressens holdeplads ved Nørreport. Eftersom vi nu også skal bruge mundbind ved restaurant- og cafébesøg, breder fænomenet sig til hele byen.

Det er et svineri uden lige, at man skal vade i de brugte masker. Og det er forkasteligt, at kommunes folk, ejendomsfunktionærer, caféejere og andre, der forsøger at holde byen ren, skal belemres med de bind, som det kræver særlige foranstaltninger at håndtere. Eksperter råder ligefrem til, at man lader de brugte masker ligge, smitterisikoen taget i betragtning. Vi forarges let over de unges efterladenskaber i f.eks. Botanisk Have, men tilsyneladende er det alle aldersklasser, der sviner med bind over hele byen.

Det er måske en lille, men ikke desto mindre irriterende konsekvens af den coronaepidemi, der har gjort folk syge, taget livet af nogle, kostet virksomheder formuer, medarbejdere jobbet og unge deres åbenbart drukbetingede samvær. Et mundbind er ikke nogen lille ting at ”komme til” at tabe. Man kan miste en bon, og jeg har hørt om karamelpapir, der kravler op af lommen.

Rygere har åbenbart en kulturel betinget ret til at smide skadelige skod, hvor det passer dem. Men det er svært at forestille sig, at man helt uden selv at bemærke det, ”kommer til” at tabe det mundbind, man lige har haft i ansigtet.

Fra Danmarks Naturfredningsforening lyder det, at der findes stadig flere henkastede mundbind i det fri. Det vil tage naturen 450 år at nedbryde et mundbind, anslås det. Det er ret lange udsigter. Naturforeningen foreslår, at der indføres en pantordning, men det burde helt ærligt ikke være nødvendigt. Vi har klaret så meget ind til videre; hjemmearbejde, hjemmeskoling, aflyste arrangementer, besøgsforbud, omsætningsfald, aflyste rejser og endda statsministerens taler. Hvorfor kan vi så ikke finde den sidste vej til skraldespanden og komme af med det mundbind på en ordentlig måde?

Alternativt kunne man, når nu man med besvær har fået placeret mundbindet nogenlunde i ansigtet med væsentlig mindre elegance end Søren Brostrøm, beholde det på og i det skjulte smile lidt over en af de få positive coronakonsekvenser; skøjtebanen kommer ikke til at ødelægge Musikhusparken i år. Med alt det skrald rundt om i byen har kommunens folk og penge også andet at lave end den evindelige nedbrydning og opbygning af plænen ved Frederiks Allé.