Millionindsprøjtning til idrætten i Aarhus. Men lurer der en bivirkning?
Flere penge til idrætten i Aarhus er positivt, hvis klubberne vel at mærke kan få lov til at gøre, hvad de er bedst til.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Med det netop indgåede forlig om budgettet for 2021 har Aarhus Kommune årligt afsat 27 mio. kr. til idrætten. Indsparket er tiltrængt, men rækker næppe til det store efterslæb, idrætsaarhus kæmper med. Kommunens egne tal på baggrund af befolkningsfremskrivninger viser, at der i 2030 vil mangle 32 boldbaner og 22 idrætshaller blot for at have det samme niveau som i 2015.
Man kan f.eks. zoome ind på Vejlby-Risskov-området. Her svarer befolkningstallet til indbyggerantallet i Esbjerg. Over de næste år vil antallet af borgere i området vokse med forventet 18.000 mennesker, eller hvad der knap svarer til Skanderborgs størrelse.
Lejlighederne skyder op, men hvad alle de mennesker skal lave i deres fritid, er der tilsyneladende ikke tænkt mange tanker om. Allerede nu er tilstrømningen til foreningerne så stor, at det har udviklet sig til en disciplin i sig selv at sikre sig et hold eller en bane.
Der er ikke noget at sige til, at klubberne føler sig magtesløse, når de gang på gang må skuffe bevægelsesparate børn og voksne.
Vejlby-Risskov Hallen er hjemsted for førende foreninger inden for mindre idrætsgrene som tennis, gymnastik og basket. De gode foreninger og det høje niveau tiltrækker idrætsudøvere fra hele kommunen.
Så det er ikke interesse for idræts- og foreningslivet, der mangler. Det er noget så håndgribeligt som haller og baner. Sådan er idrætsområdet i Aarhus blevet udsultet gennem mange år. Der er ikke noget at sige til, at klubberne føler sig magtesløse, når de gang på gang må skuffe bevægelsesparate børn og voksne.
De forskellige foreninger gør, hvad de kan for at gøre deres hoser grønne, når der skal søges støtte hos kommunen, og den store trend i øjeblikket er tilsyneladende, at der ses særligt positivt på foreninger, der forsøger at løfte andre opgaver end at holde aarhusianerne i gang, hvilket i sig selv er beundringsværdigt.
Foreningerne skal være med til at løfte et endnu større socialt ansvar, må man forstå. Idrætten skal være samlingspunkt for ensomme, udsatte, minoriteter osv. Der skal dannes nye fællesskaber, og det er godt, hvis klubberne også lige kan løfte integrationsproblemet, arrangere strikkecaféer eller lade lokale ildsjæle bage verdens længste flute. Der er i byen gode eksempler på, hvordan nye fællesskaber kan udvikle sig.
Organisationen ”Sager der Samler” løser hverdagsudfordringer på en alternativ – og måske bedre og mere effektiv måde – end kommunen. Motionsbevægelsen Sick Project har på imponerende vis skabt et alternativt bevægelsesfællesskab, der hver uge samler hundredvis af aarhusianere. Men for en traditionel forening, der er båret af engagerede personers passion for en bestemt sportsgren, kan det være noget af en ekstra opgave at påtage sig.
Man kan godt forstå, hvis ildsjæle brænder ud, når de i forvejen skal slås med foreningsbureaukratiet og kommunens ikke altid lige samarbejdsvillige tilgang til klubberne.
Hvis man sætter foreningerne og deres ildsjæle fri, hylder og belønner det ægte engagement og får bygget nogle haller og etableret nogle baner, vil de etablerede foreninger blive et naturligt samlingspunkt for borgere af alle typer. Det bør ikke kun være den, der er hurtigst ved computeren, når der åbnes for tilmelding, der kan blive en del af det aarhusianske foreningsliv.
De 27 mio. kr. er et i Aarhus-sammenhænge »historisk løft« til sport og fritid, men kun et lille skridt i den rigtige retning. Der er lang vej endnu, før sundhed og bevægelse vil fremstå som et regulært og prioriteret velfærdsområde i Aarhus. Det handler ikke kun om penge, men også kommunens vilje og evne til at lade det ægte engagement få lov at blomstre og ikke drukne i byrder, bureaukrati og besværligheder.