I den kommende uge bliver det dyrere at være aarhusianer
Der er udsigt til en budgetaftale uden bred opbakning og med et stort ubesvaret spørgsmål: Hvorfor?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det var en veltilrettelagt kampagne, da Socialdemokratiet i Aarhus afslørede, at partiets bud på den kommende uges afgørende budgetforhandlinger blandt andet indebærer en skattestigning. Som en del af kommunikationsstrategien var både fremtrædende medlemmer og partisoldater straks på de sociale medier med smørrede sejrssmil, der kan forveksles med en foruroligende til- og omgang med andre folks penge.
Borgmesteren har fået hjælp til skattemanøvren fra Christiansborg, der giver de kommuner, der taber på grund af udligningsreformen, ret til at hæve skatterne uden at blive straffet.
En skattestigning på 0,12 procentpoint for den enkelte aarhusianer lyder måske ikke af meget. Men det lyder noget anderledes end det løfte, som Jacob Bundsgaard kom med i begyndelsen af året om, at skatten i Aarhus skal holdes i ro. Det var vel at mærke, inden man kendte resultatet af udligningsreformen. En skattestigning var måske acceptabel, hvis det virkelig kunne batte noget i kommunens økonomi.
Næste år kan kommunen lade skatten stige i et omfang, der udløser 68 mio. kr. i ekstra indtægter, og i 2021 vil der komme yderligere 10 mio. kr. i kommunekassen. Den samlede gevinst på 78 mio. kr. er så lille, at den sagtens vil kunne findes bedre og mere langsigtet andre steder i det store driftsbudget på svimlende 20 mia. kr. Man kunne passende se på administrations- og konsulentbudgettet. Det vil desuden indebære den fordel, at det ikke bare vil give sig udslag i en øjeblikkelig besparelse, men over år vil lette den kommunale økonomi helt automatisk. Vel at mærke, hvis politikerne formår at holde igen med fantasifulde forslag til rapporter, redegørelser og initiativer, hvis effekt ingen aarhusianer vil mærke i sin hverdag. Det er der desværre dog ingen tradition for.
Udmeldingen fra S er saft på SF’s i forvejen våde skattedrømme og blev efter sigende klapset af uden om De Radikale, der måske mere af navn end af gavn stadig opfattes som en del af rød blok. Enhedslisten er autonom fortaler for endnu større stigninger som en smutvej forbi alle behov for prioriteringer. DF har efter skandalen om Kongsgården intet andet valg end at skrive under på fortællingen om, at skattekronerne vil komme de ældre til gavn. Spørgsmålet er, om det bliver den sande historie.
Man skal være tonedøv for ikke allerede nu at kunne høre, at ældreområdet (i hvert fald på papiret) står til et løft i det kommende budget. Alle kan let blive enige om behovet efter TV 2-dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden”. Det bliver derimod socialdemokraternes drøm om en skattestigning, der kan forhindre et bredt forlig, som der ellers har været tradition for de seneste år. Venstre vil kun meget vanskeligt kunne indgå i en aftale, der indebærer højere skatter. På Christiansborg tordner partiet i forvejen mod de mere end 20 skattestigninger, regeringen planlægger eller allerede har gennemført. Det vil være svært for partiet at se til en lokal V-opbakning til at gøre det endnu dyrere at være dansker. Derudover vil Venstre forspilde en særposition i den valgkamp, der intensiveres om nøjagtigt et år.
De Konservative er, hvis man skal tro ordførertalen onsdag aften i byrådssalen, knap så afvisende. Nuvel, skattestigninger er mildt sagt ikke konservativ kernepolitik, men partiet vil se på helheden af aftalen og forsøger tilsyneladende at opnå store indrømmelser for at gå med i et forlig. Så store indrømmelser får de næppe.
Borgmesteren har tradition for at indlede de afsluttende forhandlinger med at opstille en række betingelser, som partierne skal nikke ja til for at blive i forhandlingslokalet. Hvem tør gå, og hvem tør blive? Under alle omstændigheder bliver det interessant at følge de ekstra skatteindtægters vej gennem den monumentale kommunale økonomi. De ældre, børnene og de svageste kommer næppe til at mærke dem, uanset hvad forligspartierne måtte sige, når ugen er omme.