Hvem tør egentlig bestemme i Aarhus Kommune?
Politikere kræver, at der placeres et ansvar for skandalen om Kongsgården. Det vil i givet fald være en ny disciplin på rådhuset.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det altafvisende materiale Teflon blev, nærmest ved en fejl, opfundet i 1938. Pudsigt nok samme år, som man begyndte opførelsen af Aarhus Rådhus. Men modsat stegepanderne, der efter nogen brug lader karbonaderne brænde på, lader det til, at teflonmentaliteten på rådhuset bliver stadig stærkere. Det giver sig udslag i en bekymrende embedsmandskultur, hvor man lukker øjnene for ubekvemme sager i den tro, at de så forsvinder. Det gør de ikke, viser den gamle Teknik- og Miljø-skandale og aktuelt sagen om den ældre kvinde med demens på Plejehjemmet Kongsgården.
Den manglende pleje og omsorg er i sig selv en foruroligende historie, der blev afsløret i TV 2-dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden”. Men også den mildt sagt kluntede håndtering af sagen danner i stigende grad grundlag for forundring. En rapport, der i denne uge blev fremlagt for sundheds- og omsorgsudvalget, rejser således flere spørgsmål, end den giver svar.
Den eksterne undersøgelse påviser, hvad vi allerede har fået at vide: at det i gevaldig grad kneb med ledelsesevnerne på Kongsgården, kulturen var dårlig, og ressourcerne utilstrækkelige. Men kan det foregå gennem længere tid, uden at nogen som helst i toppen af sundhedsforvaltningen på noget tidspunkt har været vidende om det?
Det giver rapporten intet svar på, og det bestyrker mistanken om, at undersøgelsen langtfra er så fuldstændig, som forvaltningen ellers gerne vil have det til at fremstå. Selv medlemmer af udvalget sidder tilbage med den mistanke og kræver handling. Problemet er, at den slags er der ringe tradition for på rådhuset. Her dækkes mere af, end der ryddes op.
Embedsværkets automatreaktion er desværre lige så forudsigelig og selvtilstrækkelig som ”Anne og Anders leger det fede liv i en lukket klub”, eller hvad titlen på DR’s staccato-programflade ellers hedder.
Anderledes ensom og ”uden for klubben” står ældrerådmand Jette Skive (DF), der i den grad er blevet isoleret, selv af de byrådskolleger, hun før kaldte venner. Man kan ikke lade være med at spørge sig selv om, hvordan det er kommet så vidt for en lokal toppolitiker.
Jette Skive er normalt kendt for at sige tingene rent ud. Men ingen i forvaltningen har tilsyneladende lyttet og fulgt op på kritiske tilsyn og andre initiativer. Har topembedsværket og dets forfængelighed været stærkere end rådmandens evne til at kræve handling? Noget tyder på, at man har holdt møgsagerne for døren, indtil de nu har vokset til et omfang, der truer forvaltningens fundament og ikke mindst borgernes tillid til kommunens embedsmænd og politikere.