Coronafrygten i Aarhus må ikke udvikle sig til berøringsangst
Vi skal holde afstand, men beskrive virkeligheden så tæt på som muligt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Med de opsigtsvækkende initiativer om bl.a. påkrævet mundbind i den offentlige transport og udskudt uddannelsesstart, er smilet for en stund stivnet i Aarhus. Det gør indtryk, når ikke kun byens borgmester er alvorstung, men også når Styrelsen for Patientsikkerhed og sundhedsministeren skrider til omfangsrige indgreb rettet alene mod aarhusianerne.
Man kan roligt slå fast, at denne sommer på mange måder ikke har været prangende for Aarhus. Byen har været nationalt samtaleemne og ikke for det gode, som vi ellers gerne bryster os af. Først kom tv-dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden” eller rettere al virakken om den. Og i den forgangne uge, har resten af Danmark fulgt med i coronasituationen i byen. Det kulminerede fredag med de opsigtsvækkende indgreb.
Både hvad angår plejehjemssagen og covid-19-situationen, så gælder det om at skrælle ind til kernen. Med andre ord at beskrive tingene, som de er.
Derfor er det også relevant at beskrive og behandle det faktum, at en stor andel af de seneste smittede har somalisk baggrund, ligesom det var relevant at omtale, at tutorer fra statskundskab på Aarhus Universitet i særlig grad er blevet syge.
Det nytter ikke, at hverken myndigheder, politikere, institutioner eller medier, når det er toprelevant, undlader at beskrive virkeligheden, som den er...
Kun med afsæt i faktiske forhold og med fuld transparens kan man tage rationelle beslutninger og inspirere til målrettede handlinger. I beskrivelsen af virkeligheden kan man tale om en nærhedsforpligtelse modsat de afstandskrav, vi alle skal huske at overholde for at undgå spredningen af virus. Det nytter ikke, at hverken myndigheder, politikere, institutioner eller medier, når det er toprelevant, undlader at beskrive virkeligheden, som den er, fordi man frygter at støde nogen – eller endnu værre ophidse dem, der let lader sig krænke på andres vegne. Den sidste gruppe er oftest den største. Særligt køn, etnicitet og seksualitet er letantændelige emner, uanset hvor relevant denne opdeling måtte være.
Det er også relevant, når vi i avisen skriver, at covid-19-syge buschauffører stammer fra det somaliske miljø. For det siger noget om, at det alt andet lige – og som tingene ser ud i skrivende stund – ikke er de ramtes arbejde som buschauffører, der har gjort dem syge. Det må være betryggende for både andre chauffører og passagerer og er med til at anvise en retning i løsningen af problemet.
Kun fordi vi ved, at en stor andel af de nye smittede har somalisk baggrund, kan man øge kommunikationsindsatsen mod netop den gruppe og f.eks. oversætte sundhedsfaglige anbefalinger til somali, hvilket også har været et ønske fra det somaliske miljø. Initiativet er jo netop med til at understrege nødvendigheden af at vide, hvem de smittede er. Et særligt opslag i svømmehallen har ringe effekt, hvis det i virkeligheden er badmintonspillere, der er syge.
Det er viden, der kan gavne og forhåbentlig bremse smitten hos ikke bare somaliere, men også statskundskabstuderende, præster, fodboldfans, smede, journalister, VL-medlemmer eller andre, der risikerer at blive smittet med den virus, som det påhviler enhver aarhusianer, uanset etnicitet, køn, fag eller andre skillelinjer, at gøre sit yderste for at begrænse.
Sprit af, hold afstand, pas på jer selv, byen og hinanden. Og rigtig god bedring til alle, der er syge, uanset hvem I er, eller hvor I kommer fra.