Vil du med en tur i skoven?
Østjylland og dens natur har så meget at byde på, når nu ferien måske skal holdes herhjemme.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Poul Kjøllers stemme toner sig i mine minder. Hans venlige, glade røst ud i højttalerne fra radioen. »Vil du med en tur i skoven? Der er så mange træer, rundt omkring dig og for oven. Halløjsa, kom så med, så tar’ vi afsted, der er så fuld af sjov, inde i en skov…«
Corona-Danmark gør sig lige nu klar til en sommer inden for landets grænser, og helt ærligt, så er der ret meget at byde på. Netop som min barndoms stærke Kjøller-stemme peger på, er der faktisk ret sjovt ude i den danske natur. Allerede nu har jeg derfor gjort mit til at inspirere – og blive inspireret af – dem, jeg omgås med, for på den måde kan vi måske lade landets perler i naturen, kulturen og resten af alt det, Danmark har at byde på, strømme blandt os til glæde og gavn.
Vil du være med? Jeg starter. For her, hvor jeg bor, er der syv minutter på cykel til en oplagt perle: med kaffe i kurven tager jeg ofte en tur rundt om Brabrandsøen. Her bor der ørne, og fiskene spræller i både Brabrandsøen og Egå Engsø. Det er helt bynære naturoplevelser, som jeg bliver glad i låget af. Hvis man tager et sving væk og drejer af forbi ko-græsserlauget, kommer man først til et vidunderligt, innovativt iværksættermiljø omkring Institut for X.
Her, ved Godsbanen, er jeg kommet, siden Mads Peter med hård og kærlig hånd skabte Aarhus’ “Lille Berlin”. Hvis jeg var dig, ville jeg bruge god tid her, finde et sted og drikke plantelatte, og suge det, vi aarhusianere klart mener, er storbyens metropolsus, til dig. Slip derefter miljøet, og tag videre op i Den Gamle By. Jeg ved det: Der er ikke mange danskere, som ikke kender Den Gamle By, men jeg kommer der igen og igen. Vælg “Bagvejen”, rundt om skolestuen, og se de mange forskellige haver.
Jeg kan ikke tåle hverken gluten eller mælk, men i Den Gamle By er det intet problem – der er altid både smørrebrød og kager til sådan én som mig.
Jeg får gåsehud af den læring, som er i ting, vi kan se, spise og røre ved. Jeg slutter altid af med at købe rigeligt i bagerbutikkerne, og med vanlig høflighed kommer der kransekage, sukkerkringler og studenterbrød i posen. Jeg kan ikke tåle hverken gluten eller mælk, men i Den Gamle By er det intet problem – der er altid både smørrebrød og kager til sådan én som mig.
Når jeg af og til drager lidt længere væk, så holder jeg af at fiske. Sådan nogle sommermakreller – det er sagen. Igen i år har vi planer om at sejle ud i min svigerfars båd helt oppe ved Egense. En lillebitte havn, hvor man først tager toget til Aalborg, bussen til Hals og så går ned til færgen, som tager ca. 10 minutter, og som sejler hele tiden, fra tidlig morgen til sen aften. I Egense har jeg nydt limfjordsøsters og muslinger, og i det hele taget vil jeg gerne slå et slag for lystfiskeriet. Om det er bækørreder, sild eller sommermakreller, så bjergtager naturen mig. Jeg bliver helt stille, og hver en bekymring forlader mig. Jeg er helt vildt dårlig til at ordne min egen fiskestang – fiskeknuderne går op, og jeg får jævnligt bundbid. Men min radikale kollega Rasmus Helveg har foræret mig den fineste bog om fiskeknuder – jeg kan love jer for, at der er lagt op til fiskelæring denne sommer. Øvelse gør mester, men uanset hvad er den ro, der er over lystfiskeri, for mig lig med lykke. Og nå ja, så er det selvfølgelig ekstra sjovt, når stangen bliver levende i hænderne på mig, fordi makrellerne har bidt på.
Hvad jeg ikke har nået de sidste par år, og som derfor står højt på min liste, er Det Grønne Museum – eller det som før hed: Gammel Estrup. Jeg har altid haft en forkærlighed for have og landbrug. Det at vide, hvad ting kommer af, er godt for ethvert barn. Da jeg som lærer underviste, havde jeg og min kollega Line flere ture ud til Gammel Estrup, hvor jeg underviste i matematik, naturfag og historie, mens Line brugte danskfaget til vores elever med autisme og ADHD. På den måde gav undervisning langt mere mening for mange af vores elever. På Gammel Estrup havde de dengang lige plantet en “Abildgaard”, hvor de samlede alle danske æblesorter i et levende, groende museum.
Dét er blandt de ting, jeg vil sørge for at opleve denne sommer – og hvem ved, måske har du lyst til at følge mit eksempel? Uanset håber jeg, du får en dejlig sommer i det danske sommerland – og jeg håber, du ligesom mig vil dele, hvad der er på din sommerliste i år.