Et afgørende spørgsmål om Kongelunden handler ikke om Kongelunden
Den store kommunale opbakning til Vision Kongelunden efterlader et presserende spørgsmål.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Mandag er der virtuelt borgermøde om Vision Kongelunden, det store projekt, der de kommende år vil forandre ”femkanten”, der udgøres af Frederikshøj, Kongsvang, Højbjerg, Fredensvang, Frederiksbjerg og Aarhus Bugt. Visionen er at forene bynære hensyn med respekt for de rekreative værdier, idrætslivets ønsker, herunder ikke mindst manøvrens egentlige katalysator: et nyt stadion til AGF.
Projektet er blevet muligt takket være en stor donation fra både Salling Fondene og Lind Invest, der hver skyder 250 mio. kr. i projektet, hvis behovene kan forenes. Det er en helt ekstraordinær gestus, de to private donorer har givet byen, og vi har meget at takke dem for.
Allerede ved offentliggørelsen af donationen lovede borgmester Jacob Bundsgaard (S), at kommunen ville bidrage med et tilsvarende beløb. 250 mio. kr. er mange penge for såvel private som det offentlige, men mens det står de private frit for selv at disponere deres midler, har kommunen andre hensyn, som man bør forholde sig til. F.eks. om og hvordan man vil sikre et rigt, blomstrende og gavnligt idrætsliv for de mange af kommunens borgere, der ikke kommer til at svede i fremtidens Kongelunden. Det er trods alt langt de fleste, og til dem skylder kommunen et svar på, hvordan man vil balancere den store opbakning til eliten med breddens presserende behov.
I forbindelse med diskussionen om, hvordan Aarhus Kommune skal prioritere 6 mia. kr. til nye anlæg over de kommende 10 år, har magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice fremsat et ønske om at bruge 300 mio. kr. på nye idrætsfaciliteter ud over Kongelunden. Mens de 250 mio. kr. til Kongelunden lader til at være en sikker forhåndssejr, er det mere usikkert, hvor stor en del af de 6 mia. kr. der også skal finansiere bl.a. nye veje, daginstitutioner og skoler, der bliver tilbage til idrætsforeningerne, der hver eneste dag løser en stor og vigtig opgave i kommunen.
Foreningerne rundtomkring har i den grad brug for pengene til anlæg og nye initiativer og må med en vis ret se misundeligt på de aktører, der omkring stadion har udsigt til guld og flere grønne skove – bogstaveligt talt.
Kommunen kunne passende starte med at optræde som en reel samarbejdspartner, når foreninger henvender sig med nye idéer, forslag og ambitioner. Det er også, hvad borgmesteren plæderer for i sin bog ”Rodskud”.
Det er ikke, hvad foreningerne oplever i dag. Det ville være gratis, ja måske endda en gevinst for kommunen at være imødekommende, løsningsorienteret og samarbejdsvillig og at bryde med vanetænkningen, når det civile engagement banker på med andet end en stor check. Men måske er bureaukrati, afrapportering, overmagt og bedrevidenhed det mest dyrebare offer for den kommunale selvforståelse.