Fællesbøn kan true genåbningen af samfundet
Desværre virker det, som om at der er nogle her i samfundet, der hverken kan eller vil efterleve de regler, som resten af danskerne følger.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Folketingets partier har for nylig forlænget forsamlingsforbuddet på højst ti personer frem til den 8. juni. Derfor var det også et provokerende syn, danskerne blev mødt med den 10. maj, hvor omkring 30 muslimske mænd mødtes til fællesbøn på en parkeringsplads ved Gellerupparken i Aarhus. En videooptagelse viser, at deltagerne stod meget tæt og knælede ved siden af hinanden uden at overholde afstandskravet, selv om dette endda lige var nedsat fra to til én meter. Der var tale om en klar overtrædelse af forsamlingsforbuddet.
Man blæser på reglerne, følger ikke myndighedernes anvisninger og lever i et parallelsamfund.
Senest har vi også set, hvordan hundredvis af muslimer samledes i forbindelse med den 24-årige digter Yahya Hassans begravelse tidligere på måneden. Der har desværre været flere af sådanne sager, hvor visse grupper i indvandrermiljøet ser stort på reglerne i det danske samfund. Derfor er det heller ikke underligt, at tal fra Statens Serum Institut viser, at coronasmitten hos personer af ikkevestlig herkomst er langt mere udbredt end hos etniske danskere.
Smittetallene viste blandt andet, at 18 pct. af dem, der er testet positivt for coronavirus, er ikkevestlige indvandrere eller efterkommere, mens de kun udgør 9 pct. af befolkningen. Denne befolkningsgruppe er således klart overrepræsenteret blandt coronasmittede. Undersøgelser fra andre lande har vist lignende resultater.
Udbredelsen af coronavirussen har gjort, at alle i landet er blevet pålagt nogle ret hårde krav, som vi ikke tidligere har været vant til. Danskerne har generelt været gode til at efterleve disse regler og retningslinjer. Derfor har vi også undgået at blive ramt af så store smittebølger som en række andre lande.
Men det kræver, at alle bakker op, så vi kommer så nænsomt igennem denne krise som overhovedet muligt. Derfor synes jeg også, at det, vi har set med fællesbøn og andre større forsamlinger med primært muslimer, er yderst provokerende. Man blæser på reglerne, følger ikke myndighedernes anvisninger og lever i et parallelsamfund.
Efter en lang nedlukning af store dele af landet er vi nu igen begyndt at åbne op. Men når visse grupper i indvandrermiljøet blæser på de regler, der ellers gælder i landet, risikerer vi, at grundlaget for genåbningen af Danmark skrider. Derfor må alle grupper i samfundet acceptere, at de regler, som myndigheder udsteder, gælder for alle. Også muslimske mænd.
Desværre virker det, som om at der er nogle her i samfundet, der hverken kan eller vil efterleve de regler, som resten af danskerne følger.