De tør synge det, men hvem tør sige det?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Region Midtjylland har tilsyneladende et stort problem, der bør interessere andre end dens flere end 25.000 medarbejdere. Frygten for offentligt at påpege uhensigtsmæssigheder i sundhedsvæsenet er åbenbart stor blandt de ansatte. Det bør ingen medarbejdere, ledelse, politikere eller borgere kunne acceptere.

Ytringsfriheden i regionen er under et alvorligt pres. Det er blandt andet en klar tendens i en afstemning, som Dagens Medicin i øjeblikket gennemfører. Omkring 85 pct. af de adspurgte svarer, at de som læge oplever, at Region Midtjylland har problemer med at sikre de ansattes ytringsfrihed. Læserafstemninger skal tages med mere end et gran salt, men det markante resultat lægger endnu en tung sten til indtrykket af en betonledelse, der bevidst eller ubevidst driver regionen i en grad, så medarbejderne frygter repressalier, hvis de taler den imod.

Uvidende om den oplevede regimekultur kan regionsledelsen og -politikere ikke være. Seneste eksempel er balladen om overlæge Ulrich Fredberg, der under stor dramatik reelt blev fyret i fuld offentlighed fra sin stilling som leder af Diagnostisk Center på Silkeborg Sygehus. En kontroversiel og opsigtsvækkende beslutning, der har vakt store følelser, især blandt de tilbageværende medarbejdere, hvilket bl.a. en rørende afskedsvideo på Youtube vidner om.

»Når vores ven forsvinder, og når livet er betrængt, ser man alt med ganske andre øjne,« synges der fra hospitalet.

Hvornår har man sidst set masser reagere på den måde over en enkeltpersons fyring? Hjemme hos Ulrich Fredberg krævede sangen flere pakker lommetørklæder, og hele situationen er begrædelig for alle. Også metoden, reelt at fyre en medarbejder i en pressemeddelelse, er rystende. Man skal hverken være djøfer eller overlæge for at kunne regne ud, at den ledelsesform får frygtbarometeret til at stige.

Lægekolleger og regionsrådspolitikere tolker Ulrich Fredbergs fyring som en foreløbig kulmination på et opgør mellem den åbenmundede Fredberg og koncerndirektør Ole Thomsen. Samme historie bliver fortalt om den reelle årsag til, at Lars Dahl i 2018 måtte forlade sin post som sygehusdirektør i Hospitalsenhed Midt i Viborg. Som i tilfældet med Fredberg skete det også til stor forbavselse for måbende vrede medarbejdere. Også sygeplejefaglige meddirektør, Tove Kristensen blev smidt på stegepanden. De to havde åbent – og helt legitimt – kritiseret regionens spareplaner. Vi kunne høre langt flere stemmer i den offentlige og vigtige debat om vores sundhedsvæsen, hvis de turde. For der er flere eksempler på, at medarbejderne ikke tør benytte sig af deres ret til på egne vegne at ytre sig om faglige forhold. En ret, der blandt andet er cementeret af Ombudsmanden.

Under udflytningen til det, man engang kaldte et supersygehus i Skejby, blev avisen jævnligt kontaktet af flere af regionens medarbejdere, der i frustration, med blik for uhensigtsmæssigheder og med øje for både økonomi og ikke mindst patienter, fortalte om små og store problemer med sammenflytningen og måden, den blev håndteret på. Forhold, der i den grad har offentlighedens interesse.

Fælles for mange af dem var, at de ikke turde få deres navn i avisen af frygt for, hvilke konsekvenser det ville få. Man frygtede at ryge på en sort liste og blive ramt af regionsledelsens hævn.

Koncernledelsen afviser, at der skulle være problemer med de ansattes ytringsfrihed. At der hersker en kultur, der i en eller anden grad er præget af frygt kan dog ikke diskuteres. Regionsrådspolitikerne må sikre, at vores sundhedsvæsen er drevet af hensynet til patienterne samt økonomien og ikke af, hvorvidt man risikerer at blive et upopulært – og dermed uønsket – navn i koncernledelsen. Et akut indgreb er påkrævet.