O Captain, My Captain
Under stort palaver er den populære læge Ulrich Fredberg fortid på Silkeborg Sygehus. Men dermed er der ikke skabt ro om lægen, der fylder så meget.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det planlagte forsoningsmøde på Silkeborg Sygehus endte helt galt. Inden overlægerne udvandrede fra mødet med ledelsen, afspillede de en legendarisk scene fra filmen ”Døde Poeters Klub”. Det var klippet, hvor en gruppe drenge i trods mod den populære professor Keatings fyring fra kostskolen, rejser sig på bordene og citerer Walt Whitman-digtet ”O Captain! My Captain!” Teatralsk på film. Tragisk på sygehuset.
Keating blev fyret fra Welton, fordi han brød med skolens regler og traditioner. Han var motiverende og engagerende. Han stod selv på katederet. Ikke for at blive højere, men for at se tingene i et andet perspektiv. Parallellen til skandalen om Ulrich Fredbergs exit fra Silkeborg Sygehus er tyk.
Derfor er det ikke underligt, at Fredberg ikke har forladt sygehuset på listefødder. Det skete efter, hvad man blandt djøfere kalder ”gensidig aftale” i et mildest talt uskønt palaver. Med et af regionen blåstemplet karaktermord blev Ulrich Fredberg reelt fyret for åbent tæppe. Alle tænkelige argumenter var kørt i stilling, og hvad der skulle ligne et forsvar, var reelt et angreb.
Som Keating har Fredberg utvivlsomt sat sit aftryk, og forsvinder gør han ikke.
Jeg skal gudskelov ikke gøre mig klog på det faglige fundament for Fredbergs virke og metoder. Men sagen bekræfter, at det midt i sundhedsvæsenets bureaukrati, diagnoser, behandlingskoder samt (over)komplicerede sygehus- og ledelsesstrukturer trods alt stadig er mennesker og personligheder, der gør den store forskel.
Der er ingen tvivl om, at Ulrich Fredberg på mange måder fylder meget. Det gør engagerede mennesker, der ikke lader sig presse i systemer. Jeg er selv gift med en repræsentant for lægestanden og udfordres dagligt af karaktertræk, der lader til at være kendetegnende for faggruppen: viljestærk, egenrådig og dybt engageret. Det sætter sit præg på dagligdagen og er på samme tid både irriterende og inspirerende.
Det store spørgsmål er, om det er hensynet til patientsikkerheden eller et opgør med regnearksresistente overlæger, der ligger til grund for Ulrich Fredbergs opsigtsvækkende exit.
Som Keating har Fredberg utvivlsomt sat sit aftryk, og forsvinder gør han ikke. Man skal aldrig true med at gå, men true med at blive, og således har Fredberg meddelt, at han mod den oprindelige plan genopstiller ved næste valg til regionsrådet, hvor han er opstillet for Venstre. Han bliver, for der skal holdes øje med ledelsen. Hvis vælgerne i efteråret 2021 kan huske denne sag, er der lagt op til et kanon valg.
I ”Døde Poeters Klub” bliver Keating en afgud for kostskoledrengene. Professoren giver dem idéer, de ikke kan overskue, og det ender i en tragedie. Endnu kender ingen slutningen i historien om Ulrich Fredberg.