Sandheden skal ikke findes med skjult kamera, men bag rådhusets tykke mure
Skjulte optagelser stjæler opmærksomheden fra det egentlige spørgsmål i sagen om påstået plejesvigt på plejehjemmet Kongsgården.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
»I passer godt på min mor, selv om hun er svær at hjælpe.«
»I skal vide, at I gør et godt stykke arbejde, og jeg er overhovedet ikke bekymret for min mor. Jeg kan se, at hun har det godt.«
Ovenstående udsagn stammer fra pårørende til beboere på det aarhusianske plejehjem Kongsgården, der ellers på det seneste har været under massiv kritik affødt af en tv-dokumentar, hvor skjulte optagelser angiveligt viser plejesvigt af en af Kongsgårdens beboere. Angiveligt, for relativt få har set dokumentaren. Byretten har nedlagt forbud mod at vise de skjulte optagelser.
Pårørende til en beboer på plejehjemmet gik til TV 2 efter flere års konflikt og kritik af kommunen over plejen på Kongsgården. Det er hjerteskærende historier, der siden er kommet frem, og de står i skærende kontrast til ovenstående udsagn. Sandheden er nuanceret, og det er historien om Kongsgården efter alt at dømme også. Med flere fyringer, en forflyttet leder, stribevis af tjenstlige samtaler og både borgmesters samt menige byrådsmedlemmers påstande om »svigt« og et »forkvaklet menneskesyn« er der udvist handlekraft og taget afstand fra en sag, som ingen kan forsvare. Men grundlaget er uklart.
Er der stadig embedsmænd i Aarhus Kommune, der er plaget af intolerance over for for kritik og ridser?
Medlemmerne af sundheds- og omsorgsudvalget ønsker at se den famøse tv-udsendelse, hvilket kommunen har afvist ud fra en juridisk vurdering af det nedlagte forbud. Selv om det for politikerne eller den brede offentlighed bliver muligt at se udsendelsen, kan den – uanset dens indhold – ikke rimeligvis udgøre hele grundlaget for tidligere eller kommende sanktioner i sagen. En tv-dokumentar er en redigeret virkelighed, og den slags kan man som offentlig myndighed eller politiker ikke basere gennemgribende beslutninger eller påstande på alene.
Det er bekymrende, at politikere kræver at se dokumentaren ud fra ønsket om at »få sandheden at vide«. Det afslører ringe kildekritik og lav tiltro til den kommunale forvaltning. Måske velbegrundet? Der skal i hvert fald kommunal selvransagelse til, og det er en uvant disciplin i Aarhus. Forvaltningen i Sundhed og Omsorg har endnu ikke kunnet levere en fuldkommen redegørelse til politikerne i udvalget. Hvad skal de selv samme politikere så basere deres holdninger på?
Men rådmanden har vist handlekraft, og man må spørge sig selv: Hvorfor er det ikke sket tidligere, når der er tale om en tilsyneladende kendt og gammel sag i forvaltningen? Er der stadig embedsmænd i Aarhus Kommune, der er plaget af intolerance over for for kritik og ridser og derfor har ladet sagen leve et stille liv? Det vil i givet fald ikke være første gang, at den slags lader sig afsløre, tænk bare på teknik- og miljøskandalen.
Fogedforbuddet er nu blevet en teknikalitet, der stjæler opmærksomheden fra det egentlige spørgsmål: Hvorfor er der ikke blevet reageret tidligere, hvem har ansvaret, og hvordan vil man sikre, at noget lignende ikke gentager sig hverken på Kongsgården eller på andre af kommunens plejehjem?