Fortsæt til indhold
Kommentar

Aarhus Gymnasium – her er der plads til alle

Her er plads til alle, står der på Aarhus Gymnasiums hjemmeside. Faktisk er der så meget plads, at unge nu bliver tvangsindskrevet.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Aarhus Gymnasium på Dollerupvej ligner mere og mere en uheldig blanding af et krampagtigt forsøg på at redde Langkaer Gymnasium i Tilst samt et forsøg på at føre integrationspolitik i undervisningssektoren. Begge dele er håbløse, og det bliver resultatet dermed sandsynligvis også.

STX-uddannelsen på Dollerupvejs korte, men brogede historie stammer tilbage fra 2016. Da havnede Langkaer Gymnasium i noget af en mediestorm, da man havde valgt at opdele eleverne efter etnicitet. Det skulle gøre gymnasiet i det vestlige Aarhus attraktivt for etnisk danske unge. Andelen at etniske danskere var i perioden fra 2007 til 2016 faldet fra 75 til 20 pct., og i de følgende år gik elevtallet fra 200 til 65. Økonomien var under pres, da man fandt på at fusionere med Aarhus Tech, der har lokaler på Dollerupvej med et – skulle man tro – attraktivt postnummer: 8000 Aarhus C. Endnu et midtbygymnasium måtte kunne lokke de unge til. Ansøgerinteressen og det første år viste, at der heldigvis skal andet og mere til end et postnummer.

De første 88 elever begyndte i august sidste år, og få måneder senere var 40 af dem faldet fra. Tilbage var to STX-klasser i Tilst.

Først da ansøgerantallet til den kommende årgang blev offentliggjort, erkendte regionspolitikerne, at det var en forgæves kamp: Kun 16 unge havde søgt ind.

Trods den mildest talt vigende interesse har regionsrådet længe holdt fast i, at der død og pine skulle være gymnasium på Dollerupvej. Det skulle ske på bekostning af klasser på nogle af byens øvrige gymnasier. Først da ansøgerantallet til den kommende årgang blev offentliggjort, erkendte regionspolitikerne, at det var en forgæves kamp: Kun 16 unge havde søgt ind.

Regionsrådet indstillede til undervisningsminister Pernille Rozenkrantz-Theil, at Aarhus Gymnasium skulle nedlægges. Svaret fra Christiansborg: en afvisning af ønsket og dermed en begmand til den socialdemokratiske partikammerat, regionsrådsformand Anders Kühnau. Men den største lange næse har ministeren sendt til de unge, der skal starte en gymnasieuddannelse efter sommerferien. Det står klart, at mange, der ikke har ønsket det, bliver tvangsindskrevet til en ungdomsuddannelse på Dollerupvej. Det kan forekomme forkælet at være utilfreds med en gratis ungdomsuddannelse. Men der er tale om definerende år i et ungt menneskes liv, og med de forudsætninger kan man kun frygte for uddannelsesmiljøet, og at mange med tiden vil søge om at blive overført til andre gymnasier.

Ministerens svar føjer endnu et håbløst afsnit til historien om Aarhus Gymnasium. Man kunne drømme om, at ungdomsuddannelser i højere grad blev drevet af markedsvilkår, hvor unges ønske og motivation formede udbuddet. Det sker ikke, og i de kommende uger må velfungerende gymnasier nu forberede sig på en tid med færre klasser og flere fyringer, fordi projekt Dollerupvej åbenbart ikke må ryge i vasken.

Morten Nystrup, JP Aarhus-redaktør.