Coronakrisen minder os om at sætte pris på hverdagen og dens helte

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Interimistiske hjemmearbejdspladser, et køkken omdannet til klasselokale og skypemøder, der forstyrres af børnene eller hunden, der har fået fat i arbejdspapirerne. Følelsen af både at skulle agere forældre og skolelærer, mens man febrilsk forsøger at passe sit arbejde. Det er sikkert scenarier, som mange småbørnsfamilier kan nikke genkendende til efter en måneds lockdown.

”Mest af alt holder jeg af hverdagen”, skrev Dan Turéll. Og bag corona-tidens frustrationer ligger der netop et stort (af)savn efter hverdagen. Først og fremmest et savn efter vores familie, venner, kollegaer og legekammerater – efter igen at kunne være tæt på andre mennesker. Men også et savn efter og en taknemmelighed for de hjul, der plejer at dreje på grund af alle de mennesker, der knokler for at få samfundet til at køre rundt.

Coronakrisen har i hvert fald fået mig til at sætte ekstra pris på alle de mennesker, der hver dag leverer et enormt stykke arbejde med at give omsorg til, danne og undervise vores børn i daginstitutionerne og i skolen. Dén taknemmelighed skal vi holde fast i og sætte pris på, at vi – nu hvor vi gradvist genåbner samfundet – har et stærkt fundament at stå på. Fordi der står lærere og pædagoger klar til at gribe børnene, hvor de slap.

Lærerne har under lukningen arbejdet hårdt for at få fjernundervisningen til at fungere. Også det pædagogiske personale har også forsøgt at bevare kontakten med børnene digitalt. Siden udmeldingen om genåbningen har personalet i skoler og daginstitutioner knoklet for at gøre klar til genåbning under nye og anderledes rammer.

For mange familier har det været svært at få hverdagen til at fungere under lukningen af samfundet. Udover de praktiske benspænd for en effektiv arbejdsdag, har børnene savnet at være en del af fællesskabet i daginstitutioner og folkeskoler. At pjatte, lege og snakke med deres venner. At se deres yndlingsvoksen igen.

Når vi nu genåbner samfundet, sker det heller ikke uden besvær og bekymring. For hvordan skal børnene få en normal hverdag igen med alle de mange restriktioner? Sådan tror jeg mange forældre tænker, og det gør jeg da også selv. På få uger er vores samfund forandret til ukendelighed. Det har givet utryghed hos både store og små.

Men heldigvis ved vi, at dedikerede hverdagshelte står klar til at modtage vores børn i daginstitutioner og skoler. Og midt i al det usikre og utrygge, er der en tryghed i at vide, at fællesskabet og nærværet med andre mennesker så småt er på vej tilbage. I starten under andre former, end vi er vant til. Men fællesskabet er der. Og vi har mere brug for det end nogensinde før. Både for vi kan få tandhjulene til at køre, så vi igen kan fungere som samfund. Men i høj grad også for at trives som mennesker.