Lokal hjælpepakke er enestående – men næppe nok

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi sang bl.a. ”Papirsklip”, ”Når jeg ser et rødt flag smælde” og ”Jeg elsker den brogede verden”. Op til folketingsvalget sidste år havde Den Gamle By og JP Aarhus i maj arrangeret et anderledes valgmøde i Helsingør Theater. Folketingskandidater havde fra Højskolesangbogen (det var, før den igen blev moderne) hver valgt en sang, som betyder noget særligt for dem.

Formålet med arrangementet var at få kulturspørgsmål ind i valgkampen, hvor de altid er fraværende. Mellem valgene er kulturpolitik mest for fagnørder, ministeren befinder sig oftest nederst i regeringshierarkiet, og med undtagelser beklædes posten ofte af lavprofilerede politikere.

Den aften, hvor vi bragte sangstemmer ind i valgkampen, var der dog ingen grænser for kulturens betydning, måtte man forstå på folketingskandidater fra både midten og begge fløje. Dengang kunne ingen forudse coronakrisen og slet ikke den kulturkatastrofe, som den har ført med sig – ikke mindst i Aarhus, hvor byens store museer bløder millioner. Fremtiden ser sort ud – ikke bare for kulturinstitutionerne, men for Aarhus – ja, for Danmark, for det er nationale klenodier, der har mistet skelsættende mange penge på den delvise nedlukning af landet.

Civilisationernes mødested er under hårdt pres, og tirsdag kom et flot svar fra Salling Fondene og kommunen, der er klar til at støtte aarhusiansk kulturliv med 75 mio. kr. Det er både enestående og kærkomment, særligt når der stadig er stille fra Christiansborg.

Kulturøkonomi er et kludetæppe af støtteordninger, bevillinger og helt almindelig markedsøkonomi. Normalt er stat, kommune og fonde et fundament for kulturinstitutionernes økonomi, men for byens største museer, Den Gamle By, Aros og Moesgaard Museum, hviler eksistensen også på et fjerde ben; indtægter fra publikum. Museerne har takket være årelang ihærdig indsats, faglig dygtighed og enestående formidlingsevner år efter år formået at trække publikum til fra nær og fjern. Endda i en sådan grad, at andelen af egne genererede indtægter overstiger den statslige støtte.

Med den delvise nedlukning af Danmark er det fjerede ben – egenindtægterne – sparket væk under museerne. De mister faretruende mange penge.

Hjælpepakken fra Aarhus Kommune og Salling Fondene skal bruges bredt og dækker næppe alle tab, slet ikke for byens store museer. Det er åbenlyst nødvendigt, at staten træder til og yder mere end vanligt. Hjælpepakkerne har indtil videre kun haft begrænset betydning for de store museer. Akutstøtten tager kun hånd om de kulturinstitutioner, hvis indtægter fra staten udgør mere end halvdelen af deres økonomi. Altså de institutioner, der ikke har formået at tjene flere penge selv, end de modtager i støtte. Over påsken er forhandlingerne om de største og mest populære kulturinstitutioner som Den Gamle By, Aros og Moesgaard Museum nok klogeligt flyttet fra Joy Mogensens flødeskumsministerium til Finansministeriet.

Det er på høje tid at appellere til finansminister Nicolai Wammen og det øvrige Christiansborg om en løsning for de mest populære museer. Med private initiativer og indsamlinger har borgerne vist, at de vil de store museer. Kommunen bakker op. Salling Fondene, som byen af mange årsager kan være evig taknemmelig for, har ydet langt mere, end man kan forvente. Hvad vil Christiansborg bidrage med?