Mens vi venter på Kattegatforbindelsen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Denne klummes overskrift er lånt fra titlen på Samuel Becketts absurde teater ”Mens vi venter på Godot”. Stykket handler om to vagabonder, som sidder og taler om livet og venter på noget godt – måske Gud. De håber på noget, som snart må komme og gøre livet bedre.

Den følelse af delvis desperation og håb langt frem i tiden kender jeg fra de gange, hvor jeg har taget IC3-toget til København, hvor de fleste tog trods diverse opgraderinger stammer tilbage fra perioden 1989 til 1993. Dårlig ledelse og dårlige beslutninger i DSB har gjort, at vi endnu ikke har fået en afløser.

Oplevelsen i den trætte togvogn er ikke den bedste i verden, og med besøg på et nedslidt toilet, som lugter af p… Komforten løftes ikke op til et højere niveau ved at genindføre muligheden for at få en kop kaffe/te og en snack.

Ikke nok med det, så tager turen længere tid end tidligere. Hvis man ydermere er så uheldig at skulle hjem sent om aftenen, risikerer man at holde på alle stationer på turen fra København til Aarhus, og så tager det ufattelig lang tid at komme hjem. Prisen er dog stadig høj på såvel 1. som alm. klasse, hvis man ikke har været heldig at få en orange billet.

Prisen gør, at mange unge og folk under 65 år vælger bus frem for tog. De rejsende med bus er ret godt tilfredse med komforten og prisen. Passagertallene viser den klare vandring fra tog til bus.

Som forretningskvinde og privatperson bevæger jeg mig som mange andre ofte rundt i det danske land til lands, til vands og i luften, afhængig af hvad der passer bedst med hensyn til tid og tidspunkter. Faktum for mange aarhusianere og østjyder er, at det bliver til rigtig mange ture til København og omegn.

Selv om man gerne vil være klimakorrekt, så er der en del strækninger i dele af landet, som er decideret umulig at komme til og fra med offentlige transportmidler.

Selv om jeg er stor fan af tog og brugte en stor del af min ungdom på interrailture rundt i Europa, så tiltrækker den nutidige tilbud mig ikke. Det står ret dårligt til på togfronten i Danmark, på trods af at togene er et glimrende bud på en mere klimaskånsom måde at transportere sig på, især hvis de kører på elektricitet og ikke på diesel som de fleste gør det i dag.

Vi er i Danmark nogle af de fremmeste til at producere grøn energi, men de ringeste til for alvor at få det omsat i den kollektive trafik til gavn for borgere og miljøet. På den front er vi desværre også langt bagefter mange andre europæiske lande. Der er kommet elektriske togstrækninger på en række få udvalgte strækninger i Danmark, men også det går ufattelig langsomt.

DSB vil helst købe ”one-fix-it-all”-tog, som alle kører 200 km/t og kan sættes ind på alle typer af togbaner, såvel de regionale som de lokale. Det kan undre, når resten af Europa med de franske TGV-tog med maks. hastigheder på ca. 570 km/t løbende er blevet udbygget i Frankrig og enkelte stationer i nabolande. Langt de fleste lande tæt på os har etableret hurtigtog, måske ikke med hastigheder på 570 km/t, så på 250 og 300 km/t.

I øjeblikket er DSB ved at indkøbe el-tog og lave et større udbud af el-tog, så vi engang kan blive elektrificeret. Men det står tilbage, at den hurtige forbindelse mellem de to store byer skal løses på anden vis. Heldigvis har jeg erfaret, at man overvejer tog med en tophastighed på 250 km/t på den evt. kommende kattegatbro.

Vi må håbe, at det bliver politikere og ikke DSB selv, som træffer den endelige beslutning om den kollektive betjening mellem landets to største byer. Fortidens dårlige beslutninger og togskandaler skræmmer.

Håbet er lysegrønt – men måske er det først i 2030, at broen og et elektrisk højhastighedstog er en realitet. I mellemtiden må vi væbne os med stor tålmodighed.