I en del kredse er det med bævende læbe, at jeg nævner, at vi har valgt privatskolen
Der findes den generelle skam, der findes klimaskam som f.eks. flyskam, og nu vil jeg fortælle lidt om skoleskam – og lidt om det tåbelige i, at regeringen vil nedsætte støtten til privatskolerne og friskolerne.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Gennem snakke med venner og bekendte, som har børn i fri- og privatskoler, har jeg opdaget denne form for skam. Skoleskammen. Den kommer, når man fortæller kernedanskeren, at man har børn i en privatskole. Og jeg kender det godt. I en del kredse er det med bævende læbe, at jeg nævner, at vi har valgt privatskolen til. De hører nemlig, at man har valgt folkeskolen fra.
»Du har jo valgt fællesskabet fra«, »det dræber jo folkeskolen« osv. Det er ganske enkelt usolidarisk, mener mange. Nogle enkelte er kun et par millimeter fra at trække krænkelseskortet. Men folkeskolen må og skal dog kunne præstere et attraktionsniveau godt over solidarisk hæftelse, mener jeg. Det skal da være et tilvalg.
Vi har denne sommer sendt vores tvillinger i børnehaveklasse i en friskole – Aarhus Friskole. Jeg skammer mig ikke, men jeg kan godt mærke, at det er som round-up i nogens skolehaver, hvilket derfor også påvirker måden, jeg taler om det på.
Min egen grundskoletid bestod af otte år i den store folkeskole, et år på privatskole og et år på efterskole. Privatskolen og efterskolen var uden tvivl de bedste år i mit grundskoleliv og altså det bedste for mig. Jeg anerkender naturligvis, at det ikke er det bedste for alle. Og det er hele pointen: Folkeskolen skal jo bare være “det bedste” for 80-85 pct. af vores børn, så er der ingen ko på isen.
I finanslovsforslaget lægger regeringen op til at nedsætte støtten til de private grundskoler med 300 mio. kr. om året. Det svarer til, at koblingsprocenten nedsættes fra 76 pct. til 71 pct. (koblingsprocenten er den andel støtte, en privatskole modtager fra det offentlige i forhold til en folkeskole). I skoleskemapenge betyder det, at det for hver elev på en privatskole bliver 3.000 kr. dyrere om året. Et niveau, der kan føre til lukning af et større antal privat- og friskoler. Det nuværende støtteniveau har været der siden 2017 og er en del af den tidligere regerings arbejde.
Overordnet handler den nuværende regerings udspil angiveligt om at styrke folkeskolen, hvilket naturligvis lyder både rigtigt og godt. Men at gøre det på bekostning af privat- og friskoler virker kluntet. At tage 300.000.000 kr. fra de frie grundskoler giver væsentlig mere modvind for privat- og friskolerne, end det giver medvind for det enorme apparat, som folkeskolen er.
Jeg må sige, at jeg aldrig har oplevet så nærværende, engagerede, hudløst ærlige og investerede lærere og skoleledelse for den sags skyld.
Med til fortællingen hører formentlig også, at andelen af børn, der går i privat- eller friskole, er steget fra 14 pct. til 18 pct. fra 2008 til 2018 fordelt over hele landet. Jeg kan dog se, at andelen i Aarhus kun er steget 1,8 procentpoint fra 13,7 pct. til 15,5 pct. på de 10 år. I København er andelen af privat- og friskoler faktisk faldet med lidt mere end 1 procentpoint i samme periode. Så den store stigning sker uden for de store byer. Til at løse problemet med, at mange friskoler i yderområderne opstår, hvor der ikke kan drives en folkeskole, har regeringen afsat en pulje på 75 mio. kr.
Folkeskolen virker selvfølgelig også kun, når det er de fleste, der vælger den, hvorfor der også er et element af solidaritet og fællesskab med i ligningen her. Det forstår jeg godt. Men i stedet for at prøve at regulere, hvor mange der vælger folkeskolen ved at svække privat- og friskolerne, må vi vel finde ind til roden af folkeskolens faldende popularitet og i stedet kæmpe for at gøre den til den klart bedste løsning for de fleste.
Et argument, man ofte hører i snakken om private versus offentlige skoler, er, at det er børn fra ressourcestærke familier, der flytter til private- og friskoler. Statistikken siger, at det i nogen grad er sandt. Men hvis man synes, det er problematisk, så slår det mig som tåbeligt, at det skulle være en løsning at reducere i støtten til privat- og friskolen, så forældrebetalingen skal være højere.
Et andet argument mod højere andel af private- og friskoler lyder ofte, at det går ud over diversiteten i folkeskolen. Det er der også noget om. Men ønsket om diversitet i folkeskolen kan også blive på bekostning af diversiteten i skoletilbuddet som en samlet palette. Privat- og friskoler er andet end blot en skoleform, der tager over i yderområder, hvor der ikke er børn nok til at drive en folkeskole. Privat- og friskolerne er der også – og oplever en vækst – fordi de er og kan noget, som folkeskolen ikke kan. De er faktisk med til at styrke diversiteten i skoletilbuddet i Danmark.
Man skal også huske, at man ikke bare vælger en privat- eller friskole til uden overvejelser. Der er nogle omkostninger ved at vælge privatskoler, vi skal tage i betragtning, inden vi bliver bange for, at privat- og friskoler pludseligt “stjæler” alt for mange elever fra folkeskolen. Folkeskolerne samler jo børn fra samme område og er på den måde en motor i nærdemokratiet og det lokale samfund. Ulempen og tabet ved at ens børn ikke kommer til at gå i skole med dem fra deres nabolag, og dermed får sværere ved legeaftaler med skolekammerater, og måske en ringere tilknytning til kvarterets børn, er jo en af de priser, man ofte betaler ved at tilvælge privatskolen.
Når vi har sendt vores tvillinger i en friskole, er det er primært, fordi den kan noget, som folkeskolen ikke kan. Være lille, have færre i klasserne, have et urokkeligt fokus på kreativitet og på nærvær. Skolen er optaget af den enkelte elevs fulde potentiale – og dette på tværs af diverse “standarder”, normaler osv. Og jeg må sige, at jeg aldrig har oplevet så nærværende, engagerede, hudløst ærlige og investerede lærere og skoleledelse for den sags skyld.
På mange måder kalder fremtiden på mindre decentrale skoler, da fremtiden kalder på mindre, decentrale “næsten alting”. Når man laver store centrale skoler og putter flere elever i klasserne, er det jo ikke for at højne nærværet mellem lærere, skoleledelse og børn og forældre. Det er jo udelukkende et spørgsmål om omkostninger. Og selvfølgelig skal vi have en omkostningseffektiv skole; men sgu da ikke en discountskole. Og sandheden er endvidere også, at vi er i toppen i OECD-landene i forhold til skoleinvestering, mens vi er på en top-3 over de lande, hvor flest vælger friskolen til (eller folkeskolen fra) i OECD. Det lyder ikke som et problem, der kalder på flere penge (alene).
Lad os få nogle konstruktive snakke om, hvordan vi gør folkeskolen (over hele landet) bedre og mere attraktiv uden at tage livet af noget, der rent faktisk virker; og hvis vi er rigtig kreative, kan vi også prøve at gøre det uden bare at kaste flere penge efter den.