Vi skal sammentænke klima og transport
Den teknologiske udvikling vil ændre den måde, vi opfatter transport på i dag. Alligevel giver det mening allerede nu at aflaste E45 ved at lade flere containere komme hertil via Aarhus Havn.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Oven på et folketingsvalg og en dejlig sommerferie, der naturligvis blev holdt her i Danmark på vidunderlige Ærø, så sidder jeg nu igen på kontoret bag de tykke mure på Christiansborg. En ny politisk sæson står for døren sammen med efteråret. Efter valget er jeg igen at finde som Dansk Folkepartis erhvervsordfører, men da vi desværre har måttet rykke sammen i bussen med væsentligt færre kolleger i DF’s folketingsgruppe, så er jeg så heldig også at have overtaget posten som transportpolitisk ordfører.
Det vil jeg tillade mig at glæde mig over, al den stund jeg før valget til Folketinget havde fornøjelsen af, som speditør og shippingmand, at arbejde med international transport i en række østjyske eksportvirksomheder. Hele transportsektoren har altid interesseret mig, og ikke mindst virksomhedernes konkurrenceforhold har jeg fulgt troligt siden 1989.
Dengang jeg kom i lære som speditør ved DFDS Transport i Horsens, stod transportsektoren i vækstens tegn, og det hele voksede med rekordfart. Virkelig en skærende kontrast til de mange, som havde varslet fyringer og nedskæringer, efter at danskerne stemte ja til det indre marked i EU – tilmed til trods for at et flertal på Christiansborg anbefalede et nej, herunder Socialdemokratiet.
Danskerne ønskede øget frihandel og valgte det politiske flertal fra.
Således kom der gang i internationaliseringen og på transportområdet betød de skiftende vilkår, at transport blev til logistik og dermed øget fokus på transportoptimering, mindre lagerbinding, og mange af de store distributionscentre så dagens lys.
Alene udviklingen af nye teknologiske transportformer vil på den lange bane revolutionere den internationale transport.
Når man så sidder i dag og funderer over udviklingen, så kommer man ikke uden om, at klimadebatten presser sig på også i forhold til transport og logistikbaserede løsninger. Udviklingen står ikke stille, og vi må følge med.
Det er her, vi måske kan gøre det lidt bedre i Østjylland ved at få nogle af de store containertransporter væk fra E45 og ind på Aarhus Havn i stedet.
Vi skal kombinere klima- og transportpolitiske tiltag ved for eksempel at sejle flere containere imellem Hamborg/Bremerhaven, frem for at de skal transporteres på primært udenlandske lastbiler. Det vil effektivt begrænse trængslen på E45 markant, og vi vil også kunne nedbringe udledningen af CO2 væsentligt i form af mindre kødannelse og brændstofforbrug.
Forslaget skal ikke forstås sådan, at vi i DF er modstandere af lastbiler og trucking. I transportafviklingen tænker vi mere både vej- og søtransport. I øjeblikket kommer der også flere og flere eldrevne lastbiler, og udviklingen af disse vil om få år gøre miljøbelastningen væsentlig mindre fra lastbiler. Det ser vi også på udviklingen af passagerfly, hvor Boeing eksempelvis forventer at kunne indsætte eldrevne fly med op til 70 passagerer inden for 15 år. Så alene udviklingen af nye teknologiske transportformer vil på den lange bane revolutionere den internationale transport. Derfor giver det rigtig god mening at sammentænke yderligere på klima- og transportområdet.