Mennesker før systemer
Jeg bliver så ked af det, når jeg gang på gang erfarer, at systemer kommer før mennesker.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
En ny undersøgelse foretaget af bl.a. Psykiatrifonden viser, at en stor del sygemeldte, der er tilknyttede jobcentre, oplever, at jobcentret i høj grad eller i nogen grad belaster deres livskvalitet. Oplevelsen af stress og pres i forhold til at arbejde mere, end man kan klare, belaster de sygemeldte, og dette kan i sidste ende medføre, at systemet trækker de sygemeldte længere væk fra arbejdsmarkedet.
Samme erfaringer har jeg desværre selv gjort mig i min fortid i FOA Aarhus. Jeg havde selv en kollega, der endte på førtidspension, fordi systemet pressede på for, at hun kom så hurtigt i arbejde som muligt. Det endte med en fyreseddel, og efterfølgende gik min kollega helt ned med flaget. Desværre er min kollega langtfra det eneste tilfælde.
Det er ikke kun somatiske patienter, der presses af jobcentrene – det gælder i høj grad også for psykiatriske patienter. Selvfølgelig kan man have gavn af at komme væk hjemmefra, møde nye mennesker og skabe en hverdag med hverdagsrutiner – men det gælder bare langtfra for alle.
I de tre år, hvor jeg har siddet i Folketinget, har jeg stillet mange spørgsmål til ministre for at stille skarpt på en lang række paradokser i vores samfund, hvor netop systemer trumfer menneskers faktisk behov.
Det er et kæmpe paradoks – men desværre også et paradoks som ingen af ministrene har ønsket at forholde sig til.
Jeg har ved flere lejligheder efterspurgt svar fra både sundheds- og ældreministrene om deres holdning til, at jobcentre presser syge og svækkede borgere så meget, at borgerne risikerer at få brug for mere sundhedsbehandling eller ældrepleje i fremtiden, hvilket jo blot belaster vores sundhedsvæsen endnu mere.
Jeg har også spurgt beskæftigelsesministeren om hans holdning til, at man på socialministerens område ikke vil sikre, at borgere får de rette hjælpemidler til rette tid, som ellers ville kunne gøre borgere i stand til at klare et job på ordinære vilkår. På denne måde ville man ellers kunne reducere risikoen for, at beskæftigelsesforvaltningerne i fremtiden må hoste op med et fleksjob eller en pension.
Det er et kæmpe paradoks – men desværre også et paradoks, som ingen af ministrene har ønsket at forholde sig til.
Hvis mennesker reelt skal sættes før systemet, forudsætter det individuelle og rigtige løsninger på alle niveauer, og i dag må man bare konstatere, at systemet er sygt og trænger til behandling.
Helt konkret mener jeg, at vi skal gøre flere ting, så borgere i fremtiden ikke føler sig svigtede og får mistillid til systemet, for det gavner nemlig ingen.
Vi skal først og fremmest have tillid tilbage til borgeren. Jeg tror faktisk på, at det er de færreste, der drømmer om et liv, hvor de er afhængige af ”systemerne”, men når behovet opstår, mener jeg også, at vi skal finde de rigtige løsninger – og den rigtige løsning skal altid være den, som borgeren selv tror på.
Vi skal også have tilliden tilbage til lægerne. Det er et paradoks, at læger skal kontrollere andre lægers vurderinger – især i en tid, hvor vi oplever enorm lægemangel. Vi skal udvise større respekt for de vurderinger, der allerede er foretaget.
Vi er nødt til at acceptere, at sygdom nogle gange tager tid og ikke altid bare kan arbejdes væk. Vi har brug for et system, som tager højde for, at tid nogle gange er altafgørende for, at en behandling skal lykkes.
Lad os få respekten og tilliden tilbage. Vi skal sætte mennesker før systemet.