S tager rådmand helt bogstaveligt
Camilla Fabricius er beviset på, at sund fornuft og objektive kriterier falder til jorden, når rigtige partikammerater løfter hinanden i flok.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Kvindelige, socialdemokratiske politikere må væbne sig med tålmodighed, hvis de har ambitioner om at komme helt til tops i aarhusiansk politik.
Det må være konklusionen efter Socialdemokratiets konstituering.
Lige efter de personlige stemmetal blev offentliggjort onsdag aften, samledes de fleste medlemmer af den nye socialdemokratiske gruppe på borgmesterkontoret sammen med den lokale partitop og de nærmeste kampagnemedarbejdere. Der blev holdt tale kvitteret med klapsalver, inden gruppen fortrak til Aarhussalen, hvor konstitueringen foregik natten til torsdag.
Bundsgaard stod med en oplagt chance for at fremme mangfoldigheden og hylde fornuften.
En konstituering, der betyder, at Kristian Würtz kan fortsætte som rådmand, selv om meget ellers taler for at vælge partikollegaen Camilla Fabricius. Hun må tage til takke med en langt mindre prestigefuld post som 1. viceborgmester. Med en rådmandspost bliver man fuldtidspolitiker med ansvar for ansatte og et budget af varierende størrelse, alt efter hvilken magistrat man bliver sat i spidsen for.
Hvor mange kan mon nævne navnet på 1. viceborgmesteren i indeværende byrådsperiode?
Det meste talte ellers for, at det var Camilla Fabricius, der skulle have en rådmandspost. Naturligvis ikke, fordi hun er kvinde, omend det kunne være forfriskende med en kvindelig, socialdemokratisk rådmand. Sådan en har byen ikke haft siden 2002.
Bundsgaard stod med en oplagt chance for at fremme mangfoldigheden og hylde fornuften. Den chance missede han, og det bliver svært at forklare vælgerne.
For både de socialdemokratiske partimedlemmer og de almindelige vælgere har meget tydeligt vist, at de ønskede det anderledes.
Der er ingen helt faste regler for, hvordan man udpeger en rådmand. Men der er fire overordnede kriterier; det personlige stemmetal, placering på partiets opstillingsliste, erfaring samt hensyn til mangfoldighed, herunder balance mellem kønnene, i den samlede rådmandsgruppe. Derudover kan man skele til mere diffuse kriterier. Den kattelem vender vi tilbage til, men lad os først vurdere Fabricius og Würtz ud fra de målbare kriterier.
Personlige stemmetal: Ved kommunalvalget i tirsdags opnåede Camilla Fabricius 2.543 personlige stemmer, hvilket er over en fordobling i forhold til valget i 2013. Ganske usædvanligt. Kristian Würtz fik 1.770 stemmer. Vælgerne foretrak altså klart Fabricius, der må stå med de bedste kort målt på første kriterium.
Placering på partiets opstillingsliste: I 2013 stod Kristian Würtz som nummer to under socialdemokraterne på stemmesedlen til kommunalvalget, mens Camilla Fabricius indtog sjettepladsen. I år var Würtz nummer tre og Camilla Fabricius nummer to. Partikammeraterne foretrak altså Camilla Fabricius.
Erfaring: Kristian Würtz kom i byrådet i 2006, mens Fabricius har været medlem siden 2009. Würtz har bl.a. været politisk ordfører samt rådmand for Børn og Unge fra 2011-2013. Fabricius er medlem af Magistraten, gruppeformand og var vikarierende rådmand for Würtz sidste år, mens han var på orlov, og skandalen begyndte at rulle i Teknik og Miljø. Würtz vinder på erfaring, men tillidsposterne til Fabricius indikerer, at man i den socialdemokratiske top ikke tvivler på hendes evner.
Mangfoldighed: Den røde gruppe har allerede udpeget Thomas Medom (SF) og Rabih Azad-Ahmad (R) som rådmænd. Borgmesteren er også en mand, og alt tyder i skrivende stund på, at blå blok stiller med en enkelt kvindelig kandidat. Würtz er en mand og Fabricius en kvinde, hvis køn altså er underrepræsenteret i magistraten. Når Camilla Fabricius i så overbevisende grad opfylder de øvrige kriterier, burde Bundsgaard og toppen af de lokale socialdemokrater vælge Fabricius, hvis de da virkelig mener, at de vil fremme mangfoldighed og ligestilling. Jeg har ikke hørt dem udtale visioner om det modsatte.
Endelig er der det sidste kriterium; kattelemmen.
Den må have været ekstraordinær stor i dette tilfælde. Det må, alt andet lige, være her man skal gå på jagt efter en forklaring på, hvorfor Camilla Fabricius ikke blev partiets nye rådmand, selvom hun til fulde lever op til kriterierne, endda på de fleste punkter bedre end Kristian Würtz.
Hvorfor valget alligevel faldt på Würtz, kan man kun gisne om. Kristian Würtz er i den grad Jacob Bundsgaards ”mand”, men borgmesteren havde i Camilla Fabricius en oplagt chance for at rette op på mangfoldigheden og rimeligheden.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.