Det ku’ bli’ så godt
Flyt banegården, og anlæg en ny lufthavn i nærheden.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvis man skal se på, hvilke projekter der den seneste menneskealder har været mest resultatløst debatteret i området Aarhus/Djursland, er det en Kattegat-bro, en ny hovedbanegård ved Brabrand Sø, en rigtig motorvej helt til Grenaa og Ebeltoft, en containerhavn ved Glatved og flytning af Tirstrup Lufthavn.
Det sidste er så afgjort det, der har fyldt spalterne mest i årenes løb, selv om det nok er det, der har mindst betydning, men alle har for årtier siden gravet sig ned i hver sin skyttegrav. Gammelt nid og nag har forhindret nytænkning og visioner. Jyllands-Posten havde på et tidspunkt en artikel, hvor folk fra et bestemt område benævntes molboer.
Alle kender selvfølgelig årsagen til, at der ikke kom en motorvej, men kun en tosporet trafikvej – kaldet Kærrestien – fra Aarhus til Tirstrup Lufthavn. Det gider vi ikke at grave mere i, og der er selvfølgelig heller ingen, der siger, at en motorvej til lufthavnen og videre til Grenaa og Ebeltoft ville have sikret Mols-Linien et kundegrundlag, men i dag er Mols-Linien i hvert fald reelt lukket ned. Så kan man jo selv fundere.
Ret jernbanen ud
Vågn nu op, og bliv visionær for første gang i historien.
Ret jernbanesporene ud ved Åhavevej i Aarhus, og skab en ny hovedbanegård her. Det sparer et kvarter hver vej og giver dermed en hurtigere forbindelse til København. Præcis det samme som hvis man anlagde en ny lufthavn i Hammel.
En lufthavn skal selvfølgelig ligge i nærheden af hovedbanegården med anflyvning over den smukke Brabrand Sø. Jeg er sikker på, at der vil komme en masse ”likes” på Facebook, ikke mindst fra Hammel-området.
Anlæg en ny containerhavn ved Glatved eller i Grenaa, hvor vanddybden tillader selv meget store skibe at komme ind. Der var tidligere et forslag om at anlægge landingsbaner, hvor containerhavnen i Aarhus nu er, men der var dog et enkelt minus: Flyene ville gå direkte ind over Hendes Majestæts sommerpalads. Så var det jordet.
Men når containerhavnen flyttes, så trafikkaosset i Aarhus mindskes, og motorvejen udbygges, ville det jo være logisk at anlægge en Kattegat-bro fra Ebeltoft til Odden.
Vil der være ulemper ? Uh, ja forresten: Den må ikke spærre for anløbet af store krydstogtskibe, der vil besøge Danmarks kulturhovedstad, verdens mindste storby.
Vågn nu op, og lad os trække på samme hammel.