Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Midtbyen skal være for mennesker

Peter Adolfsen Løhmann, Bakkehegnet 27A, Hasle, Aarhus V

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

John Louis Callesøe (JLC) begiver sig 18/9 ud i nogle vildfarelser. Han mener åbenbart, at der burde være parkering på Store Torv. Foran vores smukke domkirke, hvor der hver dag går tusindvis af mennesker.

Det, synes jeg, er helt forkert. Ja, pladsen kan blive bedre. Men så plant da nogle træer, hvad teknikrådmand Kristian Würtz jo også har foreslået, ikke flere parkerede biler. Biler pynter ikke. De larmer, sviner og fylder.

Miljøstyrelsen og Sundhedsstyrelsen har beregnet, at støj- og luftforurening fra vejtrafik tilsammen hvert år er skyld i 3.500 danske dødsfald og koster samfundet 30 mia. kr. Omregnet til Aarhus: 200 dødsfald og 1,7 mia. kr. En himmelråbende høj omkostning.

Rådmandens prioritering er derfor helt rigtig: Midtbyen i Aarhus skal først og fremmest være for mennesker, ikke biler. Men det betyder ikke, at der ikke er plads til bilerne. Der er masser af plads i parkeringshusene, og rådmanden har foreslået byrådet at lave yderligere 4.000. Jeg vil foreslå JLC at bruge dem.