Fortsæt til indhold
Debatindlæg

International ros til Aarhus, kulturen er lige i øjet

Steen B. Andersen (S), formand for Kulturudvalget Ali Nuur (S), medlem af Kulturudvalget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I disse år er det vigtigt, at vi beholder begge ben på jorden, men det er samtidig også svært at skjule vores begejstring.

For hold da op, hvor blomstrer Aarhus af kulturelle indslag og events. Senest er det SPOT Festival, der sørger for fest, farver og fantastisk musik til byen – endda koncerter, der frit kan opleves i byens byrum.

Noget, som kommer rigtig mange aarhusianere til glæde, men også gæster udefra.

Det er skønt med en masse omtale af byen i dette kulturhovedstadsår.

SPOT er en tilbagevendende begivenhed i vores dejlige by, men i år har internationale medier for alvor fået øjnene op for den afslappede festival for musiktalenter.

Og man forstår hvorfor. For Aarhus og SPOT skaber sammen noget helt unikt – en musikalsk smeltedigel af talent og business i en moderne og uprætentiøs storby.

Som den engelske avis The Independent skriver i sin rammende reportage fra festivalen, er Aarhus »ubærlig smuk«, og journalisten udfordrer samtidig sine landsmænd til »at gå en tur gennem byen en skøn aften i maj og ikke få lyst til at flytte hertil«. Vi forstår, hvad han mener.

Det er dog langtfra kun The Independent, der har sat spot på SPOT og Aarhus. Det er skønt med en masse omtale af byen i dette kulturhovedstadsår.

Et år, der svømmer over i kulturelle oplevelser. For os at se er den store positive omtale af byen noget, som alle kommer til at nyde godt af.

Det slår nemlig bynavnet Aarhus fast i omverdenens bevidsthed, hvilket tiltrækker turister, skaber øget bosætning, og i sidste ende kommer det erhvervslivet til gavn. Alt sammen noget, der har effekt for os alle i form af øgede jobmuligheder og skattegrundlag.

For at vende tilbage til SPOT-festivalen glæder det os rigtigt meget, at Aarhus 2017 netop har indgået en aftale med festivalen om at arrangere 10 gratis gadekoncerter ved åen. Koncerter, der kommer alle aarhusianere til gode.

Så vi vil opfordre alle, som kommer forbi i løbet af sommeren, til at slå et smut forbi den skønne scene, der strækker sig ud over åen, og lytte til de unge talenter, som sender masser af god musik din vej.

Kulturen blomstrer for alvor i Aarhus, den kan opleves af alle, fordi den foregår i øjenhøjde og ude i gaderummet – det er SPOT on på det, vi som socialdemokrater vil med kulturen.