Vinddirektør udviser ringeagt for borgerne
Hvis vinddirektøren har et ønske om at berolige borgerne, skal han jo blot medvirke til en bekendtgørelse, der beskytter naboerne.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er utroligt, at Jan Hylleberg, adm. direktør for Vindmølleindustrien, der har levet på offentlig støtte i mange år, i et læserbrev i JP viser så kolossal ringeagt for borgerne, der er tvunget til at betale ham produktionsstøtte. Under dække af ikke at ville skabe unødig uro og bekymring hos naboer til kæmpevindmøller skoser han JP for at skrive: »Det er i forbindelse med vindmøller for længst påvist, at lavfrekvent støj er ekstremt sundhedsskadeligt«. Jan Hylleberg advarer, at JP skal være særdeles forsigtig med sådanne informationer.
Der findes ingen videnskabelige studier, der viser, at der ikke er sammenhæng mellem vindmøllestøj og sygdom. Sundhedsstyrelsen konkluderer, at der i de foreliggende studier ikke er fundet en sammenhæng, og at det ikke kan udelukkes, at der senere viser sig at være en sammenhæng.
Det er fuldstændigt korrekt, at al støj af en given styrke i tilstrækkelig lang tid er sundhedsskadelig. Støj kan typisk gennem søvnforstyrrelser medføre en stresstilstand, som kan være sundhedsfarlig.
Det kan en dryppende vandhane, og derfor også en 150 meter høj vindmølle.
Spørgsmålet er derfor, hvor megen støj naboerne udsættes for. Men det ved vi ikke. Vindmøllerne opstilles efter en bekendtgørelse, der, udformet efter møder uden referat mellem Miljøstyrelsen og vindindustrien, ikke angiver en grænse for, hvor megen støj der må måles ved naboerne. Professor i akustik ved Aalborg Universitet har lanceret en lydmåler, der kan måle lavfrekvent støj i boligen, men professoren blev fyret, efter at en korrespondance mellem ledelsen og Jan Hylleberg havde fundet sted, og måleren er i dag låst inde.
Så hvis vinddirektøren reelt har et ønske om at informere borgerne korrekt og berolige borgerne – og dermed fremme den grønne omstilling – skal han jo blot medvirke til en bekendtgørelse, der beskytter naboerne, og til en bekendtgørelse, kommunerne kan bruge i deres funktion som tilsynsmyndighed.