Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Aarhus-modellen er varm luft

Aarhus har et stort problem med radikalisering, og det har den meget omtalte Aarhus-model ikke hjulpet med at få løst.

Per Hovgaard, Niels Bohrs Vej 28, Viby J

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Man kan med god grund spørge, hvor meget politikerne egentlig har forstået i forbindelse med alt det, der både er vist i TV 2 News i programmet ”Moskeerne bag sløret”, men lige så meget hvad der sker i forbindelse med den angivelige radikalisering, der findes blandt mange unge muslimer.

Et helt klart eksempel på den uvidenhed, der helt uacceptabelt hersker blandt de danske politikere, giver Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth, i TV 2 News 17/3, da han, i forbindelse med at to mødre til to unge radikaliserede muslimer, der begge var draget i krig i Syrien og Irak og mistet livet her, var stærkt utilfredse med de oplysninger, som de ikke kunne få gennem PET.

Marcus Knuth tilbageviser bl.a. anklagen med, at der bliver gjort ikke bare rigtig meget, men rigtig, rigtig, rigtig meget, som han udtrykker sig på politikerjargon og henviser så til, at ikke mindst Aarhus-modellen har gjort rigtig, rigtig meget godt i forbindelse med at sætte en stopper for radikaliseringen, og den er da også anerkendt i store dele af verdenen, slutter denne bestemt ikke særligt oplyste Christiansborg-politiker.

Det er ren folkeforførelse, når politikerne og Østjyllands Politi bruger Aarhusmodellen, som om de har fat i den lange ende, når det drejer sig om radikalisering.

Ikke meget værd

Kendsgerningerne er nemlig, at desuagtet at man i Aarhus Kommune har ansat seks fuldtidsbeskæftigede, der kun beskæftiger sig med Aarhus-modellen og på at få den til at nedsætte radikaliseringen blandt unge muslimer, så findes der ikke et eneste eksempel på, at denne ”Kejserens nye klær’”-model har hjulpet i bare et enkelt tilfælde.

Denne opblæste narrehat, som Aarhus-modellen er, blev opfundet i 2007, da Østjyllands Politi, byrådspolitikere, kommunale socialmedarbejdere, psykologer og mentorer oprettede denne til dato mest opblæste omgang antiradikaliseringsævl for at nedsætte radikaliseringen.

Nægter at indse facts

Disse ”Kloge Åger” nægter at indrømme facts om, at modellen ikke er det papir værd, den er nedskrevet på, og bliver stædigt ved, som en anden Erasmus Montanus, at belære om, at denne model simpelthen er Guds gave til det danske folk, og mens det hele bare dalrer derudad, henviser bundnaive og direkte løgnagtige politikere til modellens fortræffeligheder og bruger den som sovepude i deres afmagt over for den angivelige stigende radikalisering i Danmark

En kæmpe udfordring

For bare to år siden leverede Aarhus over 30 af de 100 radikaliserede, der drog i hellig krig i Syrien og i Irak. Mange af dem havde tilknytning til Grimhøj-moskéen, hvilket enhver kunne læse i byens aviser, og 16/2 kunne læserne af Metroxpress læse, at politiet dagligt modtager tip om radikaliserede i Aarhus.

Dermed modtager man nu seks gange flere henvendelser om radikaliserede, end man gennemsnitligt har gjort de seneste seks år. Det afspejler, at vi står over for en kæmpe udfordring, og at radikalisering er stigende, står der bl.a. i artiklen.

Så er det altså noget lusk, når useriøse politikere udokumenteret henviser til, at det ikke mindst er Aarhus-modellen, man kan takke for, at der er styr på radikaliseringen i Danmark.

Det er ren folkeforførelse, når politikerne og Østjyllands Politi bruger Aarhus-modellen, som om de har fat i den lange ende, når det drejer sig om radikalisering – de har ikke fat om noget som helst.