Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Stadsarkivets fremtid

Det kit, der binder en nation sammen, er sprog, kultur og historie.

Niels Løgager Nielsen, Støtteforeningen Aarhus Stadsarkiv, Bragesvej 37, Åbyhøj

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I et debatindlæg i Jyllands-Posten 12/5 omtaler byrådsmedlem Steen Bording Andersen og Esben Kullberg fra kulturudvalget deres holdning til kultur og historie.

Den ligger langt fra holdningen om, at kultur og historie ikke er værd at spilde offentlige midler på, men skal holdes i live af pengestærke borgere. Steen B. Andersen og Esben Kullberg slutter deres indlæg således:

»Vi skal sammen skabe et omsorgsfuldt Aarhus, som er rigt på kultur, og som er stolt af dets historie – et Aarhus, som rækker ud og inspirerer mennesker«.

Det er et udsagn, vi i Støtteforeningen Aarhus Stadsarkiv støtter fuldt ud. Det kit, der binder en nation sammen, er sprog, kultur og historie. Uden det er vi ikke en nation, der kan modstå negative indflydelser udefra.

En vanskelig situation

Aarhus Stadsarkiv har på få år markeret sig i det historiske miljø med smartarkivering, en stor flok frivillige medarbejdere, aktiv indsamling og andre tiltag. De aktiviteter skal vi værne om. Pga. Statens Arkiver Aarhus’ beklagelige exit fra byen er Aarhus Stadsarkiv, der deler bygning med det nu nedlagte Erhvervsarkivet, blevet bragt i en vanskelig og uoverskuelig situation.

Støtteforeningen Aarhus Stadsarkiv opfordrer derfor Steen B. Andersen og Esben Kullberg til at bruge deres politiske stilling til at sætte handling bag de ord, som de afslutter deres indlæg med, når det gælder Aarhus Stadsarkiv, og finde den mest optimale løsning for arkivets flytning.